Europa: Champions League
FT
2 - 3
(2 - 2)
Atlético
Liverpool
A. Griezmann (20), A. Griezmann (34), A. Griezmann (52)
M. Salah (8), N. Keïta (13), M. Salah (78)
Asbjørn Steffensen

Optakt: Atletico Madrid - Liverpool

Indkast.dk varmer op til tirsdagens brag i Champions Leagues gruppe B mellem Atletico Madrid og Liverpool.
Kommentar:
Champions League er tilbage med et brag efter en lang landsholds-pause. Tirsdag aften tager Diego Simeones hårde hunde imod Jürgen Klopps velsmurte og formstærke mandskab på Estadio Wanda Metropolitano i Madrid. Liverpool har seks point efter de første to gruppekampe, mens Atletico Madrid ligger lige efter med fire point. Førstepladsen i gruppe B er altså på spil, når de to storklubber tørner sammen, i hvad der sandsynligvis bliver en meget underholdende kamp.

Hjemmeholdet Atletico Madrid har fået en godkendt start på sæsonen, hvor de i La Liga skal forsvare det spanske mesterskab, de vandt i foråret, og i Champions League skal forsøge at rette op på seneste sæsoners tidlige exit's i turneringen. Diego Simeone er gået ind til sin 10. sæson som træner for hovedstadsklubben, og efter en tør periode på nogle år uden de store resultater, førte den gale argentinske træner klubben til mesterskabet sidste sæson.

Anført af den skarpskydende veteran, Luis Suarez, slider Atletico Madrid-spillerne sig næsten ihjel hver kamp for tre point. Takket være deres enormt stærke og rutinerede forsvar og en fænomenal Jan Oblak i buret lukker holdet ikke mange mål ind. Længere fremme på banen har klubben fået deres tidligere stjerne, Antoine Griezmann, tilbage fra Barcelona, og sammen med førnævnte Suarez, skal primært de to stå for de offensive teknikaliteter og ikke mindst målene - som klubben heller ikke laver mange af selv.

De engelske gæster fra Liverpool kommer ind til denne kamp i forrygende form og med nogle veloplagte profiler. Klopps tropper har endnu ikke tabt i denne sæson og har været mange af deres modstandere overlegne. Efter en sæson uden titler har klubben forlænget kontrakter med mange højt-profilerede spillere og hentet forstærkninger til forsvaret med det formål at vinde titler denne sæson.

Liverpools største stjerne, Mohamed Salah, er i et vældigt spille-humør for tiden og har scoret ti mål i ti kampe indtil videre denne sæson. Egypteren er indiskutabelt en af de bedste spillere i verden lige nu, og det nyder Liverpool godt af. Ved siden af ham er både Sadio Mane og Roberto Firmino også i en en god målform, mens Virgil van Dijk som altid styrer defensiven med hård hånd.

Karantæner og skader:
Atletico Madrid:
Matheus Cunha og Stefan Savic

Liverpool
Thiago Alcantara, Harvey Elliot og Curtis Jones

Bud på kampens profil:
Med den form Mohamed Salah er i lige nu, er det svært at komme udenom egypteren for tiden. Hans hurtighed, teknik og afslutnings-evner er usammenlignelig lige for tiden, og hvis ikke Atletico Madrid ikke finder en måde at lukke Salah ned på, kan kantspilleren komme til at gøre livet rigtig surt for deres defensiv og blive kamp-afgørende.

Bud på kampens resultat:
Liverpools vanvittige offensiv møder Atletico Madrids pligtopfyldende og hårdtarbejdende defensiv. Liverpool vil højst sandsynligt sidde på det meste af spillet, mens hjemmeholdet vil forsøge at udnytte de omstillinger, de får, og sætter deres lid til deres tidligere Liverpool-stjerne på toppen, Luis Suarez. Det bliver en jævnbyrdig affære og med god fight forhåbentligt nogle mål. Et bud fra redaktionen lyder på et 1-1-resultat i Madrid.

Kampen bliver fløjtet i gang tirsdag aften klokken 21:00 på Estadio Wanda Metropolitano af den tyske dommer, Daniel Siebert, og kan ses på TV3+ og Viaplay.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER