Niels Nedergaard

Conte: Chelsea bruger ikke Lukaku rigtigt

Den tidligere Inter-træner Antonio Conte, der havde Romelu Lukaku under sine vinger, langer ud efter Chelsea, som han ikke mener bruger den belgiske verdensstjerne på den korrekte måde.
Romelu Lukaku skiftede i sommerens transfervindue tilbage til Chelsea, hvor han tidligere tørnede ud i sine yngre dage uden den store succes.

Før dette var den belgiske angriber dog en tur forbi Inter, hvor han var en stor succes og bombede løs.

Her var den 28-årige stjerne under den tidligere Inter-træner Antonio Contes vinger, og sidstnævnte er bestemt ikke tilfreds med den nuværende måde, som Chelsea bruger Lukaku på i deres spil. Faktisk mener den italienske træner ikke, at englænderne formår at bruge angriberen rigtigt.

- Jeg tror stadig, at han kan gøre det bedre. Især med tanke på hans gode teknik. Han er allerede på et utroligt højt niveau, men en spiller skal blive ved med at forbedre sig indtil den dag, hvor han går på pension, siger Conte ifølge Sky Sport Italia, inden han langer ud efter Chelsea.

- Hvis du har så god en center-forward på dit hold, så skal du også bruge ham, og jeg tror ærlig talt ikke, at Chelsea har helt fundet ud af at bruge ham endnu. Hvis de kan finde ud af at bruge Lukaku rigtigt, så kan Chelsea blive holdet, som de andre skal slå i Champions League igen i år, lyder det fra den tidligere Inter-træner.

Romelu Lukaku har i denne sæson spillet fem kampe i Premier League for Chelsea og lavet tre mål, mens det også er blevet til to kampe i Champions League med et enkelt mål til følge. Selvom han tidligere har været i klubben, har angriberen faktisk blot spillet 24 kampe i alt for London-klubben.

Lukaku blev hentet til Chelsea for omkring 750 millioner kroner. Han har kontrakt med klubben frem til sommeren 2026.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER