Europa: Champions League
FT
2 - 1
(0 - 0)
Manchester U
Villarreal
A. Telles (60), C. Ronaldo (90)
P. Alcácer (53)
Daniel Jensen

Optakt: Manchester United - Villarreal

Manchester United fik en elendig start på gruppespillet, og nu skal de forsøge at komme tilbage på sporet mod banemændene fra Europa League-finalen, Villarreal.
Kommentar:
Hjemvendte Cristiano Ronaldo bragte hurtigt englænderne foran, da de åbnede deres Champions League-gruppespil med opgøret mod Young Boys i Schweiz. Da dommeren fløjtede kampen af, var tingende dog blevet vendt fuldstændig på hovedet, og Manchester United måtte rejse hjem nul point efter mødet med gruppens svageste modstander.

Den dårlige kamp har muligvis sat sig hos hjemmeholdet, for i de hjemlige turneringer har det langt fra været prangende. ”De Røde Djævle” var et brændt straffespark i kampens overtid fra at smide sejren, da de var på besøg hos West Ham i London, men få dage senere blev holdet sendt ud af Carabao Cuppen, da selvsamme West Ham tog til Old Trafford og vandt. Den seneste kamp i Premier League var heller ikke en succes, og Ole Gunnar Solskjærs mandskab måtte gå skuffende fra banen på Old Trafford efter et 1-0-nederlag til Aston Villa.

Gæsterne fra Villarreal kommer til gengæld ind til kampen med en god portion selvtillid. Spanierne beviste sidste år, at de godt kunne slå det engelske storhold, da de efter en dramatisk straffesparkskonkurrence kunne løfte Europa League-trofæet. De kom også ganske okay fra land i dettes års Champions League, da de spillede uafgjort mod et stærkt Atalanta-mandskab.

I den hjemlige liga har det været en blandet start for Villarreal, der på trods af at være ubesejrede efter seks kampe kun ligger nummer 11 i La Liga. Det virker dog til at holdet er kommet bedre i gang på det seneste, og de sikrede sig sæsonens første sejr, da de moste Elche med hele 4-1. Det blev der i weekenden fuldt stærkt op på, da de tog til Santiago Bernabéu og hentede et point mod rækkens førerhold fra Real Madrid.

Karantæner og skader:
Manchester United:
Holdet kommer til at mangle anfører Harry Maguire, der er blevet ramt af en skade. Han kommer til at se kampen fra tribunen sammen med Marcus Rashford og Amad Diallo, der også sidder ude med skader, samt Aaron Wan-Bissaka der skal afsone en karantæne, efter det røde kort han fik i Schweiz. Luke Shaw er også tvivlsom til opgøret.

Villarreal:
Hos spanierne må træner Umai Emery se bort fra klubbens topscorer fra sidste sæson, Gerard Moreno, der sidder over med en skade. Franske Francis Coquelin må også se til fra tribunen, da han blev smidt ud i kampen mod Atalanta. Daniel Raba og Samu Chukwueze er begge tvivlsomme.

Bud på kampens profil:
Man kan ikke komme uden om ham. Cristiano Ronaldo har leveret fra det moment, han trak den røde Manchester-trøje over hovedet igen. Fire mål i fire kampe taler sit tydlige sprog, og den portugisiske superstjerne kommer til at gå forrest i forsøget på at få holdet tilbage på rette spor efter nogle skuffende resultater.

Bud på kampens resultat:
Med udgangspunkt i hjemmeholdets tvivlsomme form på det seneste og Villarreals utrolige evne til at spille uafgjort i denne sæson, så lugter det af en pointdeling på Old Trafford. Buddet fra Indkast bliver en 1-1-kamp, hvor Ronaldo kommer til at stå for hjemmeholdets scoring.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER