Niels Nedergaard

Nu taler Kane ud efter mislykket skifte

Harry Kane taler nu ud, efter det ikke lykkedes for ham at skifte til Manchester City, som der ellers var lagt op til.
Tottenham-fansene kunne efter transfervinduet ånde lettet op og konstatere, at de fortsat råder over deres store stjerne Harry Kane på holdkortet.

Længe lå det ellers i kortene, at den engelske stjerneangriber skulle forlade Tottenham. Han blev kædet heftigt sammen med et skifte til Manchester City, og det resulterede blandt andet i, at Kane udeblev fra træning i Tottenham.

Nu taler den engelske landsholdsstjerne dog ud om det manglende skifte og fortæller på et pressemøde, at han har fuldt ud fokus på at gøre det så godt som muligt i Tottenham i denne sæson.

- Jeg fokuserer nu på at vinde trofæer med Tottenham. Jeg ved godt, der har været meget larm omkring mig, men jeg har forholdt mig roligt hele vejen. Jeg tror ikke, at mit ry som fodboldspiller er blevet skadet. Alle, der er involveret i professionel fodbold, kender dynamikkerne i sådan en situation, fortæller den engelske stjerne på et pressemøde ifølge flere engelske medier.

Harry Kane har kontraktudløb med Tottenham i sommeren 2024. Derfor må man formode, at Manchester City eller andre klubber skal have den helt store pengepung frem, hvis de vil sikre sig den 28-årige stjerne.

Kane har spillet hele 339 kampe for Tottenham og dertil lavet hele 223 mål og 47 assists, så man forstår godt, hvis klubbens fans er glade for, at den engelske landsholdsstjerne bliver i klubben lidt endnu.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER