Oscar A. Olesen

Liverpool og Benfica forhandler om EM-spiller

Ifølge Football Insider forhandler Benfica og Liverpool omkring den walisiske landsholdsspiller, Harry Wilson.
Mange havde forventet, at Harry Wilson skulle få sit store ønske om et gennembrud hos Liverpool opfyldt efter flotte lejeophold hos Hull, Derby, Bournemouth og senest Cardiff, men sådan ser skæbnen og Liverpool ikke ud til at ville det. Det betyder dog nødvendigvis ikke, at Wilson endnu engang skal ‘nøjes’ med Championship-fodbold, for den portugisiske storklub, Benfica, er for sigende særdeles interesseret i den efterhånden 24-årige midtbanespiller med den fantastiske frisparksteknik.

Football Insider beretter således, at Benfica allerede har indledt forhandlinger med Liverpool omkring Harry Wilson, som netop nu er med Wales af sted til EM-slutrunden og møder Danmark i ottendedelsfinalerne i morgen aften. Wilson er sat til salg i Liverpool, hvor for mange midtbanespillere står foran i køen, og derfor har manager Jürgen Klopp givet klubben grønt lys til at sælge Wilson permanent.

“The Reds” håber på at kunne indkassere omkring omkring 130 millioner kroner for Wilson, og ønsker Benfica ikke at betale denne salgspris, er Liverpool fortrøstningsfulde omkring, at en anden klub bider på krogen før eller siden i løbet af transfervinduet.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER