Anders Bjørn

Leicester undskylder overfor Chelsea efter FA Cup-finalen

Den tidligere FCK-spiller Daniel Amartey blev efter FA Cup-triumfen filmet, hvor han smider Chelseas vimpel, som de havde givet til Leicester, på gulvet i omklædningsrummet.
Leicester har i kølvandet på den store FA Cup-triumf udstedt en undskyldning til Chelsea. Det sker, fordi Daniel Amartey som en del af fejringerne smed Chelseas vimpel på gulvet i omklædningsrummet. Det er sidenhen blevet beskrevet som meget respektløst.

Lørdag aften vandt Leicester for første gang i klubbens historie FA Cuppen. Youri Tielemans stod for kampens ene scoring, som blev sat ind med et regulært drømmehug. Derfor var det naturligvis forståeligt, at spillere og trænere hos The Foxes fejrede triumfen i stor stil. Dog har en situation stjålet overskrifterne. Det er en video af Leicesters defensive midtbanespiller Daniel Amartey, som ses smide Chelseas vimpel over skulderen. De to hold bytter traditionelt vimpler inden kampstart som et tegn på respekt og god kampånd.



Handlingen er blevet beskrevet som respektløs overfor Thomas Tuchel, Chelsea-spillerne og klubben. Ifølge Sky Sports har Leicester givet en undskyldning til Chelsea på vegne af Amarteys handlinger, og The Foxes har også snakket med spilleren om episoden. The Blues har ifølge mediet accepteret undskyldningen forud for de to klubbers skæbnesvangre møde i Premier League tirsdag aften, hvor der er meget på spil i forhold til top-fire og kvalifikation til næste års Champions League.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER