Magnus Kisbye

Inter-profil roser Eriksen: Han er vokset meget

Ifølge Milan Skriniar er det forståeligt, at Eriksen skulle bruge noget til på at tilpasse sig Inters spil.
Inter har fuld fart mod det italienske mesterskab, og danske Christian Eriksen har på det seneste fået en større og større rolle på det milanesiske mandskabs vej mod ’Scudettoen’. Senest vandt milaneserne 1-0 over Joakim Mæhle og resten af Atalanta.

Her blev forsvarsstjernen Milan Skriniar matchvinder på et hjørnespark leveret af Eriksen, og slovakken har efterfølgende rost danskeren i medierne. I et interview med Tuttosport blev Skriniar bedt om at forholde sig til en udtalelse fra holdkammeraten Romelu Lukaku i november, hvor han mente, at danskerens mindre gode præstationer hang sammen med hans tvivlsomme evne til at kommunikere på italiensk.

- Det er vigtigt (at kunne tale italiensk, red.), og det er også en måde at vise respekt for det land, du befinder dig i. Jeg gennemførte mit første interview på italiensk efter syv måneder, selvom det ikke gik specielt godt. Italiensk er ikke et nemt sprog at lære. Men det er den rigtige beslutning at lære det, og gerne så hurtigt som muligt, sagde Milan Skriniar til Tuttosport.

- Når det kommer til Christian, så ved vi alle, at han er en god spiller. Og sagen var nok bare den, at han, ligesom jeg, havde brug for lidt tid til at forstå den rolle, han skulle udfylde, og den liga, han spiller i. Nu har han vokset meget, og han kan hjælpe os meget.

På søndag gælder det Torino for Christian Eriksen og resten af Inter-mandskabet. Her spår Gazzetta dello Sport, at danskeren er tilbage i startopstillingen for ’Nerazzurri’. De melder således, at Arturo Vidal skal opereres i knæet i morgen (fredag), og dermed bør der være udsigt til endnu mere spilletid for den danske playmaker.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER