Fodbold nyheder

Cassano:
Ronaldo har været en fiasko i Juventus

Af Daniel Fisker

Den tidligere landsholdsangriber Antonio Cassano mener, at Juventus’ Cristiano Ronaldo-projekt er mislykket.

Article image
Ritzau-Scanpix

Cristiano Ronaldo skiftede i sommeren 2018 Real Madrid ud med Juventus. Den portugisiske superstjerne har ganske vist hjulpet ”Den Gamle Dame” med at fastholde Serie A-dominansen, men de store resultater i Champions League er udeblevet.

I den forgangne sæson blev Juventus slået ud allerede i ottendedelsfinalerne af Olympique Lyon, og i denne sæson kunne noget tyde på endnu en tidlig exit. FC Porto slog således Juventus ”Den Gamle Dame” i den første ottendedelsfinale, hvorfor Torino-klubben skal stramme sig an i returopgøret.

Antonio Cassano mener dog, at en del af de europæiske skuffelser skal tilskrives Cristiano Ronaldo, som ikke er forenelig med hans tidligere landsholdskollega, Andrea Pirlo, og hans planer med Juventus. Cassano mener, at Juventus er på vej væk fra de gode gamle dyder.

- Han har endnu et år tilbage af sin kontrakt. Juventus hentede ham for at vinde Champions League, men de har leveret de værste resultater, siden han ankom, udtaler Antonio Cassano ifølge Metro.

- De ville også have vundet Serie A-titler uden ham. Det var det forkerte projekt.

- Det eneste, der betød noget i Juventus for 120 år siden, var at vinde. Det er stadigvæk en pligt, men de har forsøgt at ændre karakter med Sarri og Andrea Pirlo.

- Ronaldo har ikke noget at gøre med Pirlos idéer. Han vil blive ved med at score, for det kan han gøre siddende. Han trækker ind i banen fra venstre side og kan ødelægge målet. Hans hovedstød er unikke.

- Andrea vil bygge spillet op bagfra – han vil presse højt på banen. Ronaldo kan afgøre kampe, men han deltager ikke ret meget.

Juventus’ mulighed for at undgå endnu en tidlig exit fra Champions League udspiller sig den 9. marts, når FC Porto besøger Allianz Stadium i Torino. Hvis Juventus formår at vinde Champions League i år, vil det være første gang siden 1995/96-sæsonen.

Mere om Cristiano Ronaldo

Mere om Juventus

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik