Daniel Fisker

Conte: Christian havde visse problemer

Der er – efter en svær start – udsigt til tillid og spilletid for Christian Eriksen i Inter.
Det lignede langtfra et perfekt match mellem Christian Eriksen og Inter-træneren Antonio Conte, men nu er de to tilsyneladende ved at finde melodien. Det lugtede således af en januar-afsked med Inter, indtil den danske midtbanespiller scorede et frisparksmål mod ærkerivalerne AC Milan i Coppa Italia.

Christian Eriksen blev i kølvandet på Coppa Italia-opgøret mod AC Milan belønnet med 90 minutters spilletid i Serie A-kampen mod Benevento. Danskeren havde ellers ikke spillet en hel Serie A-kamp, siden Inter og Fiorentina tørnede sammen den 22. juli 2020.

- Christian Eriksen begynder at forstå, hvad vi gerne vil have ud af ham, udtaler Antonio Conte ifølge Football Italia.

Meget kunne tyde på, at Conte som udgangspunkt mente, at Christian Eriksen ikke passede ind i 3-5-2-systemet, men det går ifølge Inter-træneren den rigtige vej med den danske kreatør, som efterhånden har tilpasset sig italiensk fodbold.

- Jeg tror, at Christian havde visse problemer med at falde til og forstå italiensk fodbold, som er meget taktisk sammenlignet med Premier League. Der er også en langt større intensitet, end det har været tilfældet i de seneste år.

- Han er begyndt at forstå disse situationer. Vi prøvede på alle måder at få ham til at falde til – vi ændrede endda det taktiske system.

- Nu synes jeg, at han har taget store skridt i vores retning. Han er også begyndt at kunne tale italiensk, hvilket også er en vigtig udvikling. Han forstår, hvad vi har brug for.

- Eriksen er meget fokuseret – når han forsvarer såvel som angriber.

- Han er en ekstra mulighed for os, og jeg er mere tryg ved at stole på ham nu.

Christian Eriksen, som sluttede sig til Inter i januar 2020, nåede at spille 17 Serie A-kampe i sin første halvsæson i Milano-klubben. I denne sæson har danskeren foreløbig spillet 11 Serie A-kampe – og kun en enkelt kamp fra start til slut – men nu kunne noget tyde på, at Christian Eriksen, som har kontraktudløb i sommeren 2024, kan have udsigt til mere spilletid.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER