Henrik Varbøl Andersen

Dortmund-udsalg hvis Champions League glipper

Deltagelse i Europas fornemmeste turnering er lige nu lidt langt væk for storklubben, som ligeledes kan komme til at slås med økonomien på grund af Corona.
Hele tre stjerner kan ende med at blive sat til salg af Borussia Dortmund, hvis de ikke evner at kvalificere sig til næste års Champions League. Det skriver den tyske avis Bild i dag, og de sætter også navne på de tre spillere, som er Jadon Sancho, Giovanni Reyna og Raphael Guerreiro.

Udsalget skal dog ikke omfatte alle klubbens lovende stjerner. Bild mener, at Dortmund vil gøre alt, hvad de kan for at holde på Erling Braut Haaland, selvom de fleste storklubber i Europa formentlig vil kredse om ham til sommer.

Den tyske storklub kæmper lige nu med at indfri deres forventninger i Bundesligaen, hvor de er hele 13 point efter Bayern München, og formen peger ikke på bedring. De manglende resultater har resulteret i at holdet er udenfor de Champions League givende pladser.

De manglende sportslige resultater og Corona-pandemien kan give et betydeligt indhug i klubbens økonomi, og tvinge dem til salget af stjernerne i truppen. I de seneste tre kampe er det blot blevet til et point, og holdet har tabt til top-konkurrenterne Mönchengladbach og Bayer Leverkusen.

Det har sendt Dortmund ned på syvende-pladsen i ligaen, dog med blot tre point op til fjerdepladsen som Wolfsburg sidder på lige nu. Dortmund fyrede i december måned cheftræner Lucien Favre, og de har endnu ikke udpeget en permanent afløser.

Næste kamp for Dortmund er på lørdag hjemme på Signal Iduna Park kl. 15:30, hvor de tager imod Augsburg.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER