Fodbold nyheder

Bekræftet:
Bundu til FCK

Af Henrik Varbøl Andersen

Rygterne har kørt de seneste par dage, og i dag offentliggjorde ”Løverne” så deres seneste forstærkning.

Article image
Ritzau-Scanpix

Mustapha Bundu er klar for FC København, det bekræfter klubben på deres hjemmeside i dag, hvor de samtidig oplyser, at spilleren er hentet ind på en leje-aftale frem til sommer med en købsoption i kontrakten. Ifølge William Kvist var ”Løverne” varme på Bundu i sommers:

- Bundu har store individuelle kvaliteter og har også i vores øjne internationalt potentiale. Vi forsøgte at hente ham til FCK allerede i sommeren 2020, hvor det ikke var muligt, og hvor Anderlecht i stedet landede en aftale.

- Han har ikke fået forløst potentialet i Anderlecht, og det har givet os chancen igen, hvor Jess Thorups stærke netværk i Belgien og relationen til Peter Verbeke fra Anderlecht også har været en afgørende faktor.

Selv er hovedpersonen også glad for skiftet, og han er klar til at lægge alt sin energi og fokus i hovedstaden:

- Jeg er virkelig glad og stolt over, at FCK har ønsket mig. Det er en stor klub, ikke bare i Danmark, men også internationalt. Jeg glæder mig til at spille i Parken, og gøre hvad jeg kan, for at klubben når sine store ambitioner.

- Det er ingen hemmelighed, at det ikke er gået, som jeg havde håbet i Anderlecht, men jeg vil hellere bruge min energi og mit fokus på at glæde mig til at komme i gang i FCK end at ærgre mig over det.

Cheftræner i FC København Jess Thorup glæder sig også over sit nye offensive våben, som kommer med en række kvaliteter, der vil supplere de øvrige offensive kræfter godt:

- Vi har rigtigt dygtige angribere i truppen, men vi har været på udkig efter en, der kunne supplere med fart og power i sit spil. Det har Bundu som to af sine store kompetencer, så vi ser ham som et godt supplement til de muligheder, vi har i forvejen.

- Bundu er en aggressiv og udfordrende angribertype, som både er stærk en mod en, har god tilstedeværelse i boksen og er stærk i omstillinger med sin store fart, der også hele tiden er en trussel for modstanderne i deres bagrum.

Bundu er jo ikke fremmed med den danske liga, da han før turen gik til Anderlecht udfoldede sit talent i Århus hos AGF. Det blev til 109 kampe og 21 mål hos ”De Hvie”, men nu bliver det altså en anden hvid trøje, han skal udfolde sine evner i – minimum frem til sommer.

Relaterede artikler

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik