NFL-klub investerer massivt i Leeds United
Af Mathias Guldberg
San Francisco 49’ers har købt sig yderligere ind i den nordengelske klub i håb om inden længe at konkurrere med, hvor det er rigtig sjovt.

Ritzau-Scanpix |
Præsident i 49’ers Enterprises, Paraag Marathe, har øget sin andel i Leeds United fra 15 til 37 procent. Ifølge Times betalte Marathe 419 millioner danske kroner for sin investering, hvilket hæver den økonomiske vurdering af Leeds United som klub betragteligt.
Med investeringen, der samtidig gør Paraag Marathe til vice-bestyrelsesformand i Leeds, håber Marathe på med sin sportslige- og organisatoriske erfaring fra amerikansk fodbold at kunne løfte niveauet i klubben til nye højder:
- Vores 49ers-virksomhed har altid delt Andreas (ejer af Leeds United, red) vision om at bygge en stærk vinderklub i den mest konkurrencestærke fodboldliga i verden, og oplevelsen af klubbens tre sidste sæsoner har været mere medrivende, end vi nogensinde kunne have drømt om.
Samtidig gør han klart, hvad målet er for den traditionsrige klub:
- Først handler det om at vise, hvor vi hører til (i Premier League), dernæst at konkurrere i Europa (League) og derfra spille med i Champions League. Det er målet.
Det er bestyrelsesformand og Leeds United-ejer Andrea Radrizzani enig i, og ser Leicester City som en klub hvis succesfulde model, han ønsker at efterligne:
- Hvis vi kan blive i Premier League, så tror jeg på, at vi efter to-tre år kan være i gruppen af tre-fire hold, der udfordrer de store drenge. Vores model er Leicester Citys. Hvis der er en klub, jeg beundrer for hvad de har gjort i forhold til fodbold-management, så er det Leicester.
Paraag Marathe har været med i bestyrelsen hos Leeds United siden 2018, kort før ansættelsen af Marcelo Bielsa som manager.