Daniel Jensen

David Moyes: Rygterne er ikke sande

Rygtebørsen har længe sendt den engelske landsholdspiller væk fra West Ham, men man skal ikke tro på alt, hvad man læser.
West Ham har gang i en god sæson i Premier League, hvor man i øjeblikket ligger på en flot niendeplads. En af grundene til den succes er det engelske stjernefrø Declan Rice, og det har gjort, at han længe har tiltrukket sig interesse fra storklubberne Chelsea og Manchester United. Spørger man manager David Moyes, så skal den 22-årige englænder dog ingen steder. Han har til Amazon Prime udtalt følgende om rygterne:

- De er ikke sande. Vi har ikke haft kontakt med nogle af de klubber omkring Declan, og vi ønsker heller ikke at have nogen.

”The Hammers”-manageren roser i samme omgang Declan Rice, som ifølge ham ikke kun har udviklet sig som fodboldspiller, men han er også blevet en leder i truppen:

- Han er en stor leder nu, og han har taget en masse vægt af Mark Nobles skuldre. Han er en rigtig god spiller, men han er også en rigtig god dreng og god at have i klubben.

Declan Rice har været i West Ham siden 2013, hvor han skiftede fra Chelseas ungdomsafdeling. Her fik han debut for førsteholdet i en alder af 18 år, og siden det har han spillet 117 Premier League kampe for holdet fra Østlondon.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER