Daniel Fisker

Klopp: Uniteds potentiale er utroligt

Liverpool-manageren Jürgen Klopp mener, at Manchester United har potentiale til at vinde Premier League – i løbet af de næste 30 år.
De forsvarende Premier League-mestre Liverpool tager søndag imod Manchester United, som i øjeblikket indtager førstepladsen i Premier League. Hvis ”The Red Devils” kan stå distancen, kan de vinde det første mesterskab siden 2012/13-sæsonen.

Jürgen Klopp mener, at Manchester United har et utroligt potentiale, selvom der ifølge Liverpool-manageren kan gå mange år, før det store potentiale bliver forløst. Han er heller ikke overrasket over, at Manchester United ikke har vundet Premier League-titlen siden 2013.

- United har selvfølgelig et utroligt potentiale, så jeg ved ikke, hvad der sker i løbet af de næste 30 år – men hvem bekymrer sig om det, udtaler Jürgen Klopp ifølge Mirror.

- Jeg er ikke overrasket over, at United ikke har været i stand til at vinde titlen i de sidste otte år. Hvis man ikke er på toppen, og man ikke spiller det bedst mulige fodbold det pågældende år, så kan man ikke vinde.

- Det betyder ingenting, at man er Manchester United eller Liverpool. Man vinder, fordi man er det bedste hold i en specifik sæson.

- United har måske været tætte på engang, men så kom Manchester City stærkt igen, og de har vundet titlen ret mange gange. Chelsea var stadigvæk inde i billedet, og Leicester gjorde det i 2016. Men er jeg overrasket over, at United ikke har vundet titlen? Nej.

Manchester United tilkæmpede sig en andenplads i 2017/18-sæsonen, og i sidste sæson blev det til en tredjeplads. Her vandt Liverpool og Premier League-titlen ganske overlegent – med 17 point ned til Manchester City på andenpladsen.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER