Niels Nedergaard

Neville overrasket over United

Den tidligere Manchester United-profil Gary Neville er positivt overrasket over, at klubben i øjeblikket indtager førstepladsen i Premier League.
Det kører som smurt for Manchester United i øjeblikket. Holdet er ubesejret i de seneste 11 kampe i Premier League, og tirsdag aften spillede holdet sig op på førstepladsen i tabellen ved at besejre Burnley med 1-0 på udebane.

Og holdets utrolige præstationer overrasker klubbens tidligere mangeårige profil Gary Neville, der i øjeblikket arbejder som ekspert for Sky Sports. Han er nærmest i chok over, hvor godt det går for United i øjeblikket.

- Jeg tror ikke, at der er nogen, der siger, at Manchester United vinder ligaen i år, men bare det faktum, at de kæmper med om titlen. Wow! Jeg havde aldrig forestillet mig det, siger Gary Neville til Sky Sports.

Den tidligere United-back forstår dog godt, hvorfor nogle af klubbens fans allerede er begyndt at drømme om et eventuelt mesterskab.

- Det er en anderledes sæson, så hvorfor skulle United-fans ikke tro på det? Hvorfor skulle denne side ikke tro på det? Kig på fronttrioen, kig på deres midtbane, kig på Bruno Fernandes. De har nogle fantastiske spillere, lyder det fra Neville.

Manchester United har efter de første 17 kampe i Premier League et forspring på tre point ned til Liverpool. Netop Liverpool er også holdets næste modstander, når de to traditionsklubber brager sammen i et sandt topopgør i Premier League på søndag.

Det læser brugerne på INDKAST lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER