Asbjørn Steffensen

Schmeichel: Udelukker ikke klubskifte

Danske Kasper Schmeichel åbner op omkring at ville prøve sig selv af i en anden klub end Leicester.
Kasper Schmeichel har været en fast bestanddel af Leicesters hold, siden danskeren skrev kontrakt med klubben tilbage i 2011. Sammen med klubben har Schmeichel været en del af en fornem rejse fra Championship-fodbold til overraskende at stå med Premier League-trofæet i hænderne i 2016 og til at have udviklet sig til et tophold i England.

Schmeichel har været med og været en nøglespiller hele vejen på den flotte rejse, men nu åbner den danske landsholdsspiller op omkring fremtiden, der ikke nødvendigvis behøver at blandt stængerne i Leicester-målet. I et interview med TV3 Sport åbner Schmeichel op omkring netop dette.

- Der findes måske kun 12 klubber, jeg kunne forestille mig ville være større at skifte til, og når man kigger på dem, så er der en masse dygtige målmænd, der er yngre end mig, siger Schmeichel til TV3 Sport og fortsætter:

- Klubben (Leicester, red) forsøger hele tiden at blive bedre, og jeg har nydt at være her, siden jeg trådte ind af døren. Græsset er måske ikke grønnere på den anden side, men jeg vil ikke afvise, at jeg skal prøve mig af et andet sted. Jeg tager det som det kommer.

Leicester og Schmeichel startede deres tætte jule-program med at spille 2-2 mod rivalerne fra Manchester United og mandag venter Crystal Palace på udebane.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER