Liverpool-mareridt – endnu en spiller skadet
Liverpools Rhys Williams har pådraget sig en hofteskade.
Fabinho, Virgil Van Dijk, Jordan Henderson, Joe Gomez, Andy Robertson, Trent Alexander-Arnold, Thiago Alcantara, Mo Salah og Alex Oxlade-Chamberlain er alle utilgængelige på nuværende tidspunkt – enten pga. skader eller Coronakarantæne.
Nu får ovenstående spillere sandsynligvis selskab af endnu en spiller. Unge Rhys Williams blev udeladt fra U21-truppen til kampen mod Albanien i tirsdags, og U21-landsholdstræneren udtalte efter kampen, at den unge forsvarsspiller havde en lille hofteskade. Det beretter Sky Sport.
Der var nok lagt op til, at Williams skulle starte inde mod Leicester sammen med Joel Matip i midterforsvaret, men det kan muligvis ændre sig, hvis englænderen ikke når at blive helt fit.
Data, indsamlet af Premierinjuries.com, viser, at Liverpool er det næstmest skadesplagede hold i denne sæson med 15 skader – kun overgået af Manchester City, som har haft 16 skader.