Italien: Serie A
FT
2 - 2
(0 - 0)
Inter
Parma
M. Brozović (64), I. Perišić (90)
Y. Gervinho (46), Y. Gervinho (62)
Stefan Lindahl

Overtidsscoring sikrer Inter et point imod Parma

Parma var tæt på at tage alle tre point med hjem fra Milano, men en overtidsscoring fra Inters Ivan Perisic sikrede point-deling på San Siro.
Lørdag aften var der to danskere på banen, da Inter med Christian Eriksen i startopstillingen hjemme i Milano tog imod Andreas Cornelius og Parma. Gæsterne var til kampen fortsat uden deres normale kaptajn Bruno Alves, som fortsat sidder ude med coronavirus, hvorfor Simone Iacoponi igen havde anførerbindet rundt om armen. Hos hjemmeholdet var målmageren Romelu Lukaku ude med en skade. Derfor vikarierede den kroatiske kantspiller Ivan Perisic i Inter-angrebet ved siden Lautaro Martinez.

I starten af kampen var Parma presset fuldstændig i bund af et veloplagt Inter-mandskab. Som halvlegen skred frem fik gæsterne mere og mere gang i deres spil, og de viste tydelige eksempler på, at de gerne vil spille fodbold. Parma havde dog svært ved at skabe noget som helst, og kombinationerne blev kun ved få momenter rykket helt frem på hjemmeholdets banehalvdel.

Der stod Inter på det meste, hvilket statistikken også tydeligt viste efter de første 45 minutter, hvor Parma reelt set ikke havde en eneste afslutning på Samir Handanovic. Vi skulle helt frem til første halvlegs tillægstid, før Parma fik deres første hjørnespark i kampen. Dem havde Inter på daværende tidspunkt allerede haft ti af.

Halvlegens helt store muligheder tilfaldt Inter. Den første kom efter få minutter, hvor en høj bold ind bag Parmas forsvarslinje fandt Ivan Perisic. Kroaten blæste dog bolden langt over mål. En lignende situation opstod senere i halvlegen. Denne gang var det så Achraf Hakimis tur til at sende bolden op på tribunen.

Derfor måtte de to hold efter de første 45 minutter gå i omklædningsrummene med 0-0 på tavlen.

Det blev der dog ændret på allerede fra anden halvlegsstart. Parma kom nemlig foran efter 46 minutter. Midtbanespilleren Hernani fandt med en smuk høj aflevering Gervinho, som på det helt rigtige tidspunkt bevægede sig bag Inters forsvarslinje. Ivorianeren dirigerede med en rolig helflugter bolden sikkert op i målhjørnet og ind bag Handanovic.

Parma fik også udbygget føringen efter lidt over en times spil. Igen var det Gervinho, som havde sidste fod på bolden, og igen var det en aflevering dybt til den hurtige angriber. Det var Roberto Inglese, der erstattede Andreas Cornelius i pausen, som sendte sin ivorianske angrebsmakker perfekt i dybden, og han lagde sikkert bolden ned under en fremadstormende Handanovic.

Lige inden Parmas udbyggende føringsmål havde Inters træner Antonio Conte sendt Marcelo Brozovic på banen i stedet for danske Christian Eriksen. Det gav pote. Meget kort efter 2-0-scoringen reducerede den kroatiske midtbanespiller nemlig. Brozovic vendte rundt med bolden, og sendte den ned i det lange hjørne fra kanten af feltet.

Efter Milano-klubbens reducering stod der Inter på det meste. Flere gange kom de italienske vice-mestre da også tæt på en udligning. Forsvarsspilleren Andrea Ranocchia havde blandt andet et kæmpe tilbud på et hjørnespark, hvor italienerens direkte oppasser slet ikke kunne holde ham. Hovedstødet fra kanten af det lille felt havnede dog lige på Parmas keeper Luigi Sepe, som med en fænomenal refleksredning fik ekspederet afslutningen væk fra målet.

Tidligere i halvlegen fik samme Ranocchia faktisk bolden over stregen. Målet blev dog korrekt annulleret for offside.

Til sidst i kampen lykkedes det dog Inter at få den forløsende udligning. Et Kolarov-indlæg på en dødbold havnede i panden på Perisic, som bare snittede bolden, og dermed dirigerede den over i det lange hjørne.

Inter var tæt på at tage alle tre point til allersidst. Et indlæg havnede i hovedet på indskiftede Arturo Vidal. Midtbane-terrierens hovedstød endte dog ved siden af Sepes mål.

Derfor måtte Inter nøjes med 2-2. Det betyder, at Inter efter seks Serie A-runder har elleve point. Selvom Parma indkasserede udligningen i overtiden, så vil tilfredsheden med resultatet nok være størst hos gæsterne, som fik et vigtigt point i ligaens tætte bundstrid.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER