Europa: UEFA Nations League
FT
0 - 3
(0 - 1)
Island
Danmark
R. Sigurjónsson (45)
C. Eriksen (46), R. Skov (61)
Stefan Lindahl

Danmark vinder sikkert over Island

Danmark mødte på udebane Island i Nations League Liga A Gruppe 2 søndag aften. Det blev en kamp, hvor Danmark efter en 1-0-føring lige før halvleg var i total kontrol.
Søndag aften mødte Danmark på udebane Island i Reykjavik i UEFA Nations League Liga A Gruppe 2, som begge hold før aftenens kamp var isoleret i bunden af med henholdsvis et enkelt og nul point. Det var Danmarks første kamp på Island siden 2011. Der var to gengangere i startopstillingen fra den kamp for næsten ti år siden i form af Simon Kjær og Christian Eriksen. De to danskere spillede begge deres landskamp nummer 99 for Danmark i aften.

I kampens første 45 minutter var Danmark det dominerende hold på banen i Reykjavik. Danskerne havde dog svært ved at komme til oplagte scoringsmuligheder.

Danskerne var i første halvleg især udfordret defensivt omkring de to offensive backs Daniel Wass og Robert Skov, som ofte efterlod plads til islændingene, efter de havde været med fremme.

Den danske forløsning kom dog i absolut sidste minut af første halvleg. Christian Eriksen sendte et hjørnespark ind i feltet, som Simon Kjær kom højest ved. AC Milan-spillerens afslutning blev af hjemmeholdets keeper Hannes Halldorsson sendt ud i feltet igen, hvor den ramte islændingenes Runar Sigurjonsson i ryggen. Herefter strøg bolden over stregen ifølge kampens svenske dommer Bojan Pandzic til dansk halvlegsføring på 1-0.

Selvom Island kom spilmæssigt bedre med i anden halvleg, så var det Danmark, som blev ved med at score mål.

Allerede efter et minut af anden halvleg blev den danske føring fordoblet. Et islandsk indkast havnede i ryggen på Pierre-Emile Højbjerg. Den clearing landede hos Christian Eriksen, som løb nærmest fra det danske felt med bolden op til hjemmeholdets ditto, og sikkert lagde den ind under hjemmeholdets keeper. Eriksen kom også på tavlen i 2011, da de to hold sidste gang mødtes på Island.

Efter en times spil kom også Robert Skov på tavlen. En dansk omstilling havnede hos Yussuf Poulsen. Han sendte bolden på tværs af feltet, hvor Robert Skov kom i høj fart, og Hoffenheim-spilleren bankede bolden op i net-taget til dansk føring på 3-0.

Da den svenske dommers fløjte lød for sidste gang kunne Kasper Hjulmand fejre sin anden sejr som dansk landstræner. Danmark har med aftenens sejr stadig aldrig nogensinde tabt til Island, og har nu snor i både England og Belgien, som ligger i toppen af Nations League-gruppen.

Det læser brugerne på INDKAST lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER