Torsten Brix

Kai Havertz – kopi af Lampard

Kun fire spillere har lavet flere Premier League-mål end Frank Lampard, så måske er det ikke så underligt, at Chelsea-manageren ønskede sig en målfarlig midtbanespiller?
Ligesom sin manager Frank Lampard har den tyske landsholdsspiller Kai Havertz vist sig at være en meget målfarlig midtbanespiller. Hele 46 gange scorede han i 150 kampe for Leverkusen, inden Chelsea hentede ham til London.

Disse mange mål for ”Die Werkself” gjorde faktisk, at Havertz havde lavet flere mål, inden han blev 21 år, end Lampard havde gjort. Derudover har han også vist sig at være ganske målfarlig i afgørende kampe, som da han scorede i DFB-pokalfinalen imod Bayern München eller i Europa League-kvartfinalen imod Inter.

I den sidste sæson, inden han forlod Leverkusen, lavede han 16 mål og året før blev det til 17 Bundesligamål, hvilket kun blev overgået af selveste Robert Lewandowski og Paco Alcacer. Noget af en bedrift af den unge midtbanespiller, der er født i Aachen nær Köln.

I Leverkusen har sportsdirektør Rudi Völler tidligere sagt, at den unge spiller er det største talent i klubbens historie, og det er ikke hvem som helst, der har været i klubben. Alene af stærke midtbanespillere har klubben opfostret spillere som Toni Kroos, Bernd Schuster og den tidligere Chelsea-spiller Michael Ballack.


Skolen gav Champions League-afbud
Karrieren for Havertz tog for alvor fart i efteråret 2016. Her fik den blot 17-årige debut for Leverkusen og blot fem måneder senere måtte han melde afbud til Champions League knockoutkampe imod Atletico Madrid, da han skulle læse til eksamen.

Allerede inden han var blevet tyve år, var han blevet anfører for Leverkusens mandskab, og længe før dette havde han været fast straffesparksskytte for dem. I alt nåede han at sparke 13 straffespark for Leverkusen, hvilket gav 13 mål – hvem sagde, at han var tysker?

Den tidligere Brøndby-keeper og nuværende Leverkusen-spiller Lukas Hradecky har tidligere sagt til Kicker, at de ældre spillere i truppen lærte af Havertz, da han var 19 år. Det er udtalelser som denne, som gør, at man tror, at det tyske landshold i de kommende år har en unik spiller. En spiller som er stærk på dødbolde, laver mange midtbanemål samt leverer en stort arbejdsindsats og så er han et forbillede for de andre i truppen – altså en kopi af Frank Lampard…

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER