Daniel Fisker

Torsdagens engelske rygter

Der skal efter sigende gøres plads til Gareth Bale i Tottenham, Jürgen Klopp er ikke færdig med at købe ind, og FC Barcelona har ikke planer om at købe Manchester City-talentet Eric Garcia tilbage.
Dele Alli er ikke en del af den Tottenham-trup, som torsdag aften skal op imod Lokomotiv Plovdiv i Europa League-kvalifikationen. Den 24-årige englænder kan være på vej væk fra klubben, fordi der skal gøres plads til Gareth Bales tilbagevenden fra Real Madrid. (Mail)

Real Madrid-venstrebacken Sergio Reguilon befinder sig på Tottenhams træningsanlæg. Formålet er at gennemføre et lægetjek, som bør være fuldbragt i løbet af torsdagen. (Evening Standard)

Everton-manageren Carlo Ancelotti er interesseret i Chelseas 22-årige forsvarstalent Fikayo Tomori, mens han også er villig til at lade en række spillere forlade Goodison Park – heriblandt den islandske midtbanespiller Gylfi Sigurdsson og den tidligere Manchester City-spiller Fabian Delph. (Times)

Manchester City er parate til at byde på Atlético Madrid-forsvareren Jose Gimenez, hvis Napoli ikke sænker deres priskrav på deres forsvarsgeneral Kalidou Koulibaly. (Guardian)

Atlético Madrid-midtbanespilleren Thomas Partey er et af Arsenals største transferønsker denne sommer, men LaLiga-klubben vil kun sælge midtbanedynamoen, hvis ghaneserens frikøbsklausul på 368 millioner kroner bliver indfriet. (Football.London)

Manchester United er ude efter at hente den 18-årige kantspiller Amad Traore fra Atalanta til Old Trafford. (Manchester Evening News)

Liverpool-manageren Jürgen Klopp vil hente yderligere en eller to spillere til Anfield, før transfervinduet lukker den 5. oktober. (The Athletic)

Leicester City er tæt på at kunne gennemføre købet af AS Romas 23-årige kantspiller Cengiz Ünder. (Telegraph)

Tottenhams venstreback Danny Rose, som endnu ikke har fået et rygnummer i Premier League-klubben, er på vej til Serie A-klubben Genoa. (Mirror)

FC Barcelona-træneren Ronald Koeman har antydet, at LaLiga-klubben ikke har tænkt sig at hente Manchester Citys 19-årige forsvarsspiller Eric Garcia tilbage til Camp Nou. (Manchester Evening News)

Arsenal holder et vågent øje med Dijons forhenværende FC Nordsjælland-målmand Rúnar Alex Rúnarsson, som ”The Gunners” håber på at kunne købe for omkring 12 millioner kroner. (Evening Standard)

Sheffield United har forhørt sig om Arsenals 19-årige angriber Folarin Balogun. (Yorkshire Post)

Bournemouth-midtbanespilleren David Brooks ser ud til at blive hos nedrykkerne, fordi ”The Cherries” værdisætter den walisiske landsholdsspiller til 409 millioner kroner og ikke har noget ønske om at sælge den 23-årige profil. (Sun)

RB Leipzig har truet med at slæbe Leeds United i retten, fordi Premier League-klubben ikke købte den franske angriber Jean-Kevin Augustin, som i den forgangne sæson var udlejet til den daværende Championship-klub. RB Leipzig påstår, at Leeds United var forpligtede til at købe den 23-årige lejesvend for 145 millioner kroner, hvis ”The Whites” sikrede sig oprykning til Premier League. (Independent)

Den engelske landstræner Gareth Southgate har igen fået tilladelse til at komme på samtlige Premier League-stadioner, når han vil holde øje med sine landsholdsspillere. Southgate blev således væk i løbet af det såkaldte Project Restart i 2019/20-sæsonen. (Mail)

Den tidligere Tottenham-manager Mauricio Pochettino har løftet sløret for, at han kun har set 25 minutter af første episode af klubbens All or Nothing-dokumentar. (Independent)

Birmingham City forhandler i øjeblikket med Ibswich Town at købe angriberen Kayden Jackson for omkring 20 millioner kroner. Bournemouth har allerede budt på den 26-årige englænder. Dette bud blev dog afvist af League One-klubben. (East Anglian Daily Times)

Newcastle United har i øjeblikket den franske midtbanespiller Florent Indalecio til prøvetræning. Den 23-årige offensive kreatør har været klubløs, siden han blev smidt på porten i Ligue 1-klubben Saint-Etienne. (Newcastle Chronicle)

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER