Danmark: Superligaen
FT
3 - 1
(0 - 1)
OB
Lyngby
StillingReferat
Jonathan Kjær Troelsen

OB redder Superliga-livet efter ishockey-halvleg

Der var kamp for Superliga-livet i Odense mandag aften, da Lyngby var på besøg.
OB er også Superliga-hold efter sommerferien. Det står klart efter aftenens hjemmesejr på 3-1 over Lyngby. Første halvleg startede med OB som det bedst spillende mandskab, og Lyngby havde svært ved at holde stand i defensiven. De fynske værter var spilstyrende og dominerende, og det understregede TV3 Sports kommentator Stig Tøfting da også med kommentaren.

- Man kan vist roligt sige at det sejler for Lyngby i øjeblikket, konstaterede den tidligere landsholdsspiller.

Det eneste der manglede for hjemmeholdet var skarphed og effektivitet, og det kom til at koste. Efter 36 minutters spil scorede Lyngbys Kasper Enghardt efter et langt indkast, hvor OB ikke fik clearet ordentlig.

Dermed var pausestillingen 1-0 til Lyngby, selvom det var stik imod spil og chancer. Fra anden halvlegs start kom OB godt ud af starthullerne. Der blev hurtigt etableret et tungt pres ned imod Lyngbys mål, og de sjællandske gæster kunne ikke holde fast på bolden i ret mange sekunder, når de endelig fik fat i den.

Efter 58 minutter gik det da også galt. Lyngbys Kevin Tshiembe nedlagde stortalentet Max Fenger, som desuden blev student i mandags, i feltet, og det resulterede i et rødt kort samt et straffespark til værterne. Sander Svendsen udlignede på straffesparket, og så kunne man ifølge statistikkerne vide sig sikker på, at OB ville få point. I de 37 professionelle kampe hvor Sander Svendsen har scoret, har hans hold nemlig aldrig tabt. Og den statistik blev heller ikke brudt denne aften.

Efter udvisningen og udligningen var OB endnu mere dominerende, og spillet mindede mest af alt om det såkaldte power-play i ishockey, hvor det ene hold blot står og parerer modstanderens forsøg. Lyngbys ishockey-taktik holdte indtil 84 minutters spil, hvor talentet Mads Frøkjær-Jensen var først på en løs bold i feltet og udplacerede Lyngby-målmand Thomas Mikkelsen.

I overtiden scorede hjemmeholdets Issam Jebali til 3-1 i tomt mål, efter at Thomas Mikkelsen var gået med op på et Lyngby-hjørnespark.

Med aftenens sejr er OB garanteret en ny sæson i Superligaen, mens Lyngby ligger på den kedelige tredjeplads, som er ens betydende med to playoff-kampe om nedrykning. De har tre point op til redning og Sønderjyske. Der mangler to spillerunder i nedrykningsgruppen.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER