Daniel Fisker

Sarri om Ronaldo: Han mangler skarpheden

Juventus-træneren Maurizio Sarri – og især den tidligere italienske landsholdsangriber Luca Toni – er ude med riven efter Cristiano Ronaldo efter onsdagens Coppa Italia-finalenederlag.
Napoli og Juventus tørnede onsdag sammen i Coppa Italia-finalen. Da der stadigvæk stod 0-0 efter 120 minutters spil, skulle kampen afgøres fra 11-meterpletten. Her trak Napoli det længste strå med en 4-2-sejr.

Cristiano Ronaldo var et af samtalepunkterne efter kampen, fordi den portugisiske superstjerne havde usædvanlig svært ved at sætte sit aftryk på kampen, hvorfor han gik glip af at vinde karrierens trofæ nummer 32.

Den 35-årige portugiser, som hidtil har været fint i stand til at bevare sin topform, manglede skarphed i onsdagens pokalfinale, som var Juventus’ kun anden kamp i mere end tre måneder.

Den tidligere italienske landsholdsangriber Luca Toni holdt sig ikke tilbage efter onsdagens pokalfinalenederlag.

- Der står Cristiano Ronaldo overalt på det nederlag, udtaler Luca Toni ifølge Metro.

- Portugiseren har fysiskse problemer. Han kan ikke engang afdrible én mand.

En vred og skuffet juventus-træner, Maurizio Sarri, anerkendte efter kampen også, at Ronaldo manglede sin skarphed, hvilket dog er tilfældet for flere af Juventus-spillerne – faktisk hele Juventus-truppen.

- Han er i samme form som de andre. Ligesom for eksempel Paulo Dybala og Douglas Costa mangler han den skarphed, som gør, at han kan gøre, hvad der virker bedst for ham, udtaler Maurizio Sarri ifølge Metro.

- Jeg sagde ikke ret meget til spillerne efter kampen. Jeg var vred og skuffet ligesom dem, så det var bedst at tie stille i sådan et øjeblik.

- Det er en skuffelse for klubben, spillerne og fansene, men i øjeblikket er der ikke mere, vi kan gøre, fordi vi mangler skarpheden.

Juventus’ næste opgave er udebanekampen mod Bologna mandag den 22. juni, når Serie A-sæsonen – for ”Den Gamle Dames” vedkommende – bliver genoptaget.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER