Stefan Lindahl

Mihajlovic raser over Sporting

Sinisa Mihajlovic vandt en retssag imod Sporting CP. Portugiserne skylder dog stadig den tidligere træner kompensation.
I går erfarede Indkast, at den portugisiske storklub Sporting CP skylder deres tidligere træner Sinisa Mihajlovic kompensation for den pludselige fyreseddel, som han modtog i 2018. Det skete efter et præsident-skifte i klubben blot ni dage efter, at Mihajlovic blev ansat som træner.

Den nuværende Bologna-træner trak derefter Sporting i retten, hvor man gav serberen medhold. Derfor skulle Mihajlovic modtage en kompensation på 21 mio. kroner fra portugiserne. Den kompensation har han dog stadig ikke modtaget, og det har fået raseriet frem i den tidligere frisparkskonge.

Sammen med sine advokater har Mihajlovic udarbejdet en erklæring, som lyder:

- Sporting Lissabon har, den dag i dag, ikke betalt det beløb, som de skylder. Siden starten af dette år, siden de blev bekendt med den gæld, har de ikke gjort andet end at forsinke udbetalingen. Over de seneste måneder har klubben fremsat adskillige forslag, men det er blevet tydeligt for enhver, at de kun har gjort dette for at trække betalingen i langdrag, hvorfor jeg besluttede at inddrage UEFA. Først da har Sporting lavet en delvis udbetaling.

- Denne opførsel er dybt uacceptabel, og hvis det viser sig nødvendigt, vil jeg ikke tøve med at kontakte UEFA på ny for at få udbetalt den fulde sum. Jeg vil gå hele vejen, selv hvis det kan betyde, at klubben bliver ekskluderet fra UEFA-turneringer.

Det portugisiske medie A Bola har tidligere meddelt, at kompensationen skulle være blevet udbetalt, hvilket erklæringen fra Mihajlovic og hans advokater tydeligt indikerer, ikke er korrekt.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER