Christian Bang Jensen

Tottenham-forsvar: Spanien og Italien er muligheder

Med en kontrakt, der udløber efter denne sæson, overvejer Tottenhams belgiske forsvarsspiller Jan Vertonghen sin fremtid. En fremtid, som kan føre ham til Spanien eller Italien.
32-årige Jan Vertonghen har siden 2012 været en del af Tottenhams opblomstring fra en sub-topklub i Premier League til en europæisk faktor, men nu kan det snart være slut med den belgiske forsvarsspiller i Nord-London. I et interview med det belgiske medie Play Sports Kot antydede belgieren onsdag, at fremtiden kan ligge i det sydeuropæiske.

- Jeg vil gerne lære et andet sprog. Spanien og Italien er muligheder, men det afhænger meget af varigheden af kontrakten, jeg kan få, fortalte Jan Vertonghen.

- Jeg vil skrive kontrakt med den rette klub. Det kan være Spurs, men det kan også være en anden klub. Det skal være en klub med ambitioner. Jeg vil spille i Europa, fordi landsholdet er meget vigtigt for mig, fortsatte belgieren og tilføjede, at han gerne ville lære et nyt sprog.

Coronavirussen har og kommer fortsat til at påvirke klubberne økonomisk, men for en spiller med kontraktudløb er interessen ikke faldet.

- Det lyder måske vanvittigt, men der har været mere interesse siden coronakrisen. Jeg er en fri transfer, og nogle klubber har måske lidt færre penge at bruge, sagde Jan Vertonghen, der fylder 33 år fredag.

Forsvarsspilleren kom til Tottenham fra Ajax for 100 millioner kroner i 2012 og har spillet 311 kampe for Spurs. Han er blandt andet blevet kædet sammen med et skifte til Inter, hvor han vil blive genforenet med Christian Eriksen, som han har spillet sammen med i både Ajax og Spurs.

Det har været rygtet at Inter overvejer at sælge Diego Godin eller Alessandro Bastoni fra det centrale forsvar, hvilket giver plads til Jan Vertonghen.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER