Troels Drasbech

Grealish undskylder efter corona-bommert

Den eftertragtede Aston Villa-spiller har ikke haft sin bedste weekend.
Inde på fodboldbanen har Jack Grealish været fremragende i indeværende Premier League-sæson, hvor han har lavet syv mål og seks assists for Aston Villa. Men nu har englænderen sat sig selv i problemer uden for banen, da han i weekenden valgte at trodse regeringens corona-retningslinjer. Det skete dagen efter, at han selv havde opfordret folk til at blive hjemme på sin officielle Twitter.

Grealish havde angiveligt været til en fest med nogle bekendte, inden han påkørte to parkerede biler i sin Range Rover på vejen hjem dagen derpå. Den meget uheldige hændelse gik hurtigt viralt på diverse medier, og nu har Grealish valgt at give en offentlig undskyldning. Det skriver AS.

- Hej alle. Jeg vil hurtigt bare sige, at jeg er pinlig berørt over mine handlinger denne weekend. Jeg ved, det er en hård tid for alle med isolation. Jeg blev selv inviteret hjem til en ven, hvilket jeg var så dum at sige ja til.

- Jeg vil ikke have, at nogen begår samme fejl som mig, så jeg opfordrer alle til at blive hjemme og følge retningslinjerne. Jeg ved med sikkerhed, at jeg vil gøre dette i den nærmeste fremtid, sagde Grealish i sin Twitter-undskyldning.

Aston Villa har udmeldt, at Grealish bliver straffet med en bøde samt, at klubben har valgt at donere beløbet til hospitalet: The University Hospitals Charity in Birmingham.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER