– Vi er på markedet, og det ender nok med, at vi henter en eller to spillere mere, men det er ikke sådan, at vi handler desperat ind, fordi vi har fået en dårlig start på sæsonen. Ønsket er at forstærke os, og grundlæggende har vi en god blanding i truppen, men jeg vil gerne slå fast, at vi kigger efter offensive spillere.
Sådan sagde AaB’s sportschef Allan Gaarde til Indkast.dk i sidste uge og mandag morgen var der så nyt fra klubben. De har nemlig købt Pavol Safranko fri af sin kontrakt hos FC DAC 1904 Dunajska Streda, som Gaarde beskriver på følgende måde i en pressemeddelelse:
– Pavol Safranko er en snu, hårdtarbejdende og fysisk stærk angriber med målnæse og udover selv at være farlig, så har vi set, at han også formår at skabe plads til sine holdkammerater og i det hele taget vil give os flere offensive strenge at spille på inklusive større styrke på vores standardsituationer. Samtidig får vi med Pavol Safranko en ærgerrig spiller, der har sin bedste tid foran sig, hvilket også har været et afgørende parameter for os. I den ideelle verden var aftalen med Dunajska Streda og Pavol Safranko faldet på plads tidligere, men vi er glade for, at vi nu er nået til neighed, siger Gaarde mens Safranko beretter:
– Jeg har i længere tid været vidende om AaB’s interesse og deres vedholdenhed har været stærkt medvirkende til mit valg af klub, og nu glæder jeg mig bare til at komme i gang. Det har også været vigtigt for mig, at klubben og cheftræneren har en offensiv tilgang til fodbold, ligesom jeg er opmærksom på, at AaB har en stærk kultur i forhold til at udvikle unge spillere. Ligeledes har Filip (Lesniak, red.) anbefalet mig at komme hertil, og jeg vil gøre alt for at indfri klubbens forventninger til mig.
Safranko har underskrevet en aftale med AaB gældende til 30. juni 2021.






























