Christian Bang Jensen

Dansk divisionsklub henter Tottenham-målmand

Viborg FF har lejet det engelske målmandstalent Brandon Austin for resten af sæsonen.
Tottenhams 21-årige målmand Brandon Austin skal resten af denne sæson forsøge at hjælpe den danske 1. divisionsklub Viborg FF op i Superligaen.

- Vi er selvfølgelig glade for at være nået til enighed med Tottenham og med Austin, og vi synes, at vi har fundet den bedst mulige løsning på målmandssituationen. Austin er en meget talentfuld målmand, som har trænet fast med Premier League-truppen, og nu søger spilletid på førsteholdsniveau. Han er dygtig inde på stregen, har gode reflekser og på trods af alderen, så er han meget moden både i sin spillestil og som person, udtaler Viborg FFs sportschef Jesper Fredberg.

Viborg havde i efteråret lånt den engelske U/21-landsholdsmålmand Ellery Balcombe, hos Brentford, men i vinterpausen er målmanden blevet skadet, og derfor har man valgt at opsige aftalen. I stedet har man søgt mod Tottenhams ungdomshold efter en ny nummer et, og her har man set sig lun på unge Brandon Austin. Og det er en målmand som ser frem til muligheden for førsteholdsfodbold.

- Jeg er meget glad for at være her, og er spændt på at komme i gang og blive en del af holdet. Jeg har haft gode samtaler med Jacob, og har fået et meget godt indtryk af klubben og filosofien her. Der er et godt miljø her for unge spillere, så det er meget spændende for mig, og jeg håber på, at jeg kan bidrage godt til holdet og udvikle mig i min tid i Viborg, siger Brandon Austin.

Brandon Austin har spillet fem kampe i denne sæson for Tottenhams U/23-hold.





MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER