Daniel Fisker

Torsdagens engelske rygter

Jadon Sancho ønsker at forlade Borussia Dortmund, Tottenham frygter at miste nogle af klubbens bedste spillere kvit og frit, mens Pep Guardiola efter sigende ikke længere er glad i Manchester City.
Borussia Dortmunds største stjerne Jadon Sancho ønsker at forlade ”Die Schwarzgelben”, mens Liverpool er blandt de klubber, som er interesserede i det 19-årige stortalent. (Mail)

Tottenham-venstrebacken Danny Rose, som ikke skal regne med at få en kontraktforlængelse i Tottenham, har et ønske om at blive i klubben de sidste 18 måneder af sin nuværende kontrakt. (London Evening Standard)

Tottenham frygter, at Christian Eriksen, Jan Vertonghen og Toby Alderweireld vil følge i Danny Roses fodspor og forlade klubben kvit og frit, når deres kontrakter udløber til næste sommer. (Star)

Manchester City-manageren Pep Guardiola er efter sigende ikke længere glad hos ”The Citizens”. Rygterne sender den tidligere Bayern München-træner tilbage til Bundesligaen og ”Die Bayern”. (Bild)

Chelsea-kantspilleren Willian, som har kontraktudløb på Stamford Bridge til næste sommer, står på ønskelisten i Juventus og FC Barcelona, som allerede i januar kan forsøge at underskrive en forhåndskontrakt med den 31-årige brasilianer. (Mirror)

Inter-træneren Antonio Conte er ivrig efter at hente Chelsea-angriberen Olivier Giroud til januar. Den franske landsholdsangriber har kontraktudløb med ”The Blues” næste sommer. (Gazzetta dello Sport)

Arsenal, Liverpool og Manchester United holder alle et vågent øje med West Bromwichs 16-årige engelske angriber Jovan Malcolm. (Mirror)

Manchester Citys David Silva er på vej til at slutte sig til sin landsmand Andrés Iniesta, som slår folderne i japanske Vissel Kobe, når hans kontrakt på Etihad Stadium løber ud til sommer. (Mail)

Manchester City pønser måske på at aktivere frikøbsklausulen på Real Sociedads 22-årige stortalent Mikel Oyarzabal, hvis Leroy Sané forlader Etihad Stadium. (90min)

Bayern München er klar til at vende tilbage med et friskt bud på Leroy Sané. En alvorlig knæskade forhindrede den sydtyske storklub i at byde på den 23-årige tysker i sommerens transfervindue. (Mail)

Arsenal holder et vågent øje med Stuttgarts belgiske U21-landsholdsspiller Orel Mangala. (HLN)

Leicester City står efter sigende klar med et januar-bud på Metz-angriberen Habibou Diallo. (Leicester Mercury)

Manchester United har en tilbagekøbsklausul, så de kan købe Memphis Depay tilbage fra Olympique Lyon, som samtidig er forpligtede til at informere ”The Red Devils” om ethvert bud på den 25-årige hollænder. (Mirror)

Juventus-sportsdirektøren Fabio Paratici er blevet set i Manchester. Der svirrer i den forbindelse rygter om en byttehandel, som indbefatter den tidligere Juventus-spiller Paul Pogba og Juventus-angriberen Mario Mandzukic. (Talksport)

Chefen for rekruttering i Wolverhampton John Marshall har løftet sløret for, at det er usandsynligt, at ”Wolves” genopliver interessen i AC Milans 22-årige midtbanespiller Franck Kessié i januar. (Birmingham Mail)

Manchester City er i kølvandet på 3-1-nederlaget til Liverpool den seneste klub, som har udtrykt bekymring over VAR-systemet til dommer-formanden Mike Riley. (Times)

Arsenals fodbolddirektør Raul Sanllehi er imod formanden Sir Chips Keswicks forslag om at ansætte den tidligere Arsenal-forsvarer David O’Leary som fodboldkonsulent. (Mail)

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER