Christian Bang Jensen

Tidligere spansk landholdsspiller stopper karrieren

Det spanske landsholds mest scorende spiller i historien, David Villa, stopper karrieren ved udgangen af denne sæson.
David Villa har her til morgen meldt ud, at han lægger støvlerne på hylden. Angriberen, som har rekorden for flest mål på det spanske landshold, afslutter karrieren i den japanske klub Vissel Kobe.

- Jeg har tænkt over det i noget tid, og denne beslutning er resultatet af samtaler, jeg har haft med min familie og personer omkring mig. Jeg ønsker selv at sige stop i stedet for at blive tvunget til at gå på pension, udtalte David Villa på et pressemøde i Japan, hvor den spanske avis, Marca, også var tilstede.

David Villas sidste kamp kan blive finalen i den japanske pokalturnering, hvis Vissel Kobe med stjerner som Thomas Vermaelen, Lukas Podolski og Andres Iniesta klarer sig videre fra semifinalen.

- Det er mit mål at sætte et sidste kirsebær på toppen ved at vinde Emperor’s Cup med Vissel Kobe. Fra da af fortsætter jeg med at nyde fodbold gennem de projekter vi i øjeblikket udvikler med DV7-gruppen. Tak for al jeres kærlighed, skriver David Villa på sin Twitter-profil.

DV7-gruppen er et netværk af internationale fodboldakademier, som lærer børn verden over at skabe gode personlige værdier på og uden for banen, og hvordan man spiller fodbold ved hjælp af de træningsmetoder David Villa selv lærte som barn, og som blev perfektioneret under trænere som Pep Guardiola, Vicente Del Bosque og Diego Simeone.

David Villas karriere bragte ham rundt til flere spanske klubber. Han nåede en Copa del Rey-titel med både Real Zaragoza og Valencia, to mesterskaber, en Copa del Rey-titel og en Champions League-titel med FC Barcelona og et mesterskab med Atletico Madrid før han skiftede til den amerikanske klub New York City FC i MLS. Karrierens efterår førte også David Villa til Melbourne City i Australien og til sidst Vissel Kobe i Japan. Han nåede 98 landskampe og scorede 59 mål i den røde landholdstrøje, og han var med til at vinde EM i 2008 og VM i 2010.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER