Daniel Fisker

Officielt: Esbjerg henter FCN-forsvarer

Esbjerg fB har tirsdag præsenteret forsvarsspilleren Viktor Tranberg, som skifter fra FC Nordsjælland med øjeblikkelig virkning.
Esbjergs midterforsvar bestod i sæsonpremieren af Markus Halsti og Rodolph Austin, som er henholdsvis 35 og 34 år gamle. Tirsdag har Esbjerg dog hentet et yngre alternativ til det centrale forsvar. Der er tale om den 22-årige Viktor Tranberg, som den vestjyske klub med øjeblikkelig virkning har hentet i FC Nordsjælland.

Sportschefen i Esbjerg fB, Jimmi Nagel Jacobsen, glæder sig over Viktor Tranbergs ankomst og ikke mindst den 22-årige forsvarsspillers uforløste potentiale. Han lægger også vægt på, at den unge forsvarsspiller allerede har erfaring fra Superligaen og fra Allsvenskan, hvor han som lejesvend spillede for Örebro.

- Viktor er en ung, stærk forsvarsspiller, som vi er glade for at have fået tilknyttet til EfB. Han har erfaring fra både 3F Superligaen og den bedste svenske række, og vi ser et uforløst potentiale, som vi i fællesskab ser frem til at forløse, udtaler Jimmi Nagel Jacobsen til Esbjergs officielle hjemmeside.

Viktor Tranberg har spillet 35 førsteholdskampe for FC Nordsjælland, mens han nåede at spille 13 kampe som lejesvend i Örebro. Den talentfulde forsvarsspiller har underskrevet en fireårig kontrakt med Esbjerg.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER