Fodbold nyheder

David Silva: Ti år er nok

Af Daniel Fisker

David Silva har bekræftet, at næste sæson bliver hans sidste i Manchester City.

David Silva har spillet ni sæsoner i Manchester City, siden han skiftede fra Valencia i 2010. Den spanske kreatør har spillet en hovedrolle i Manchester Citys forvandling til at være en af de bedste klubber i Europa.

Han har vundet fire Premier League-titler, to FA Cup-titler og fire League Cup-titler. David Silvas tid på Etihad Stadium nærmer sig dog sin afslutning.

- Det her bliver det sidste, udtaler David Silva ifølge Daily Mail.

- Ti år er nok for mig. Det er det perfekte tidspunkt.

- Til at begynde med snakkede klubben om to år, men jeg besluttede mig for at underskrive en etårig, så jeg kunne slutte efter ti år.

- Det fuldender cirklen. Det er et fint rundt tal. Jeg kan ikke forestille mig at spille imod City for et andet hold. Så ti år – det er det.

David Silva løfter samtidig sløret for, at det er en ændring i hans personlige prioriteter, som får ham til at forlade Manchester City efter næste sæson. Han vil således have mere tid sammen med sin familie.

- Jeg har en familie nu. Det handler om prioriteter.

- Jeg ønsker at tilbringe mere tid sammen med familien. Jeg har et år tilbage med Manchester City, og så ser vi på, hvad der sker derefter.

Fremtiden står åben for David Silva, som dog har visse præferencer. Han vil ikke slutte sig til en klub, hvor der er mulighed for at møde Manchester City, mens han også udelukker et skifte til Kina.

- Ikke Kina.

- Jeg vil elske at slutte min karriere i Las Palmas, men fodbolden ændrer sig. Hvem ved? Det kommer an på holdet og spillerne. Jeg kan ikke komme dertil og spille i anden division med dette hold.

David Silva har i skrivende stund spillet 396 kampe for Manchester City, hvor han har scoret 71 mål og leveret 129 assists.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik