Daniel Fisker

Tirsdagens engelske rygter

Manchester United har tilbudt Paul Pogba en enorm ugeløn, mens Frank Lampard, som skal mødes med Roman Abramovich på en yacht, står til at få en treårig managerkontrakt i Chelsea.
Manchester United vil tilbyde Paul Pogba en ugeløn på 4,2 millioner kroner for at afskrække Real Madrid og Juventus. (Mail)

Bayern München har ikke henvendt sig til Real Madrid om Gareth Bale – det afslører waliserens agent. (ESPN)

Derby-manageren Frank Lampard skal mødes med Chelsea-ejeren Roman Abramovich på hans yacht. Meningen med mødet er at fastlægge, om Lampard skal efterfølge Maurizio Sarri som Chelsea-manager. (Sun)

Aston Villa-assistentmanageren John Terry er blandt kandidaterne til at blive den nye Derby-manager, hvis Frank Lampard overtager tøjlerne i Chelsea denne sommer. (Mail)

Chelsea pønser på at tilbyde Frank Lampard en managerkontrakt på tre år. (ESPN)

Benfica har afvist rygterne om, at Atlético Madrid skulle være tæt på at slå Manchester City i kapløbet om Joao Felix og dermed købe den ombejlede portugiser for 890 millioner kroner. (AS)

Chelsea har afvist to bud på kantspilleren Willian. Begge bud lyder på omkring 290 millioner kroner og kommer fra henholdsvis Atlético Madrid og FC Barcelona. (Sky Sports)

Paris Saint-Germain har planer om at lukke en aftale med Philippe Coutinho, når Copa America er slut. (AS)

Philippe Coutinho står også på ønskelisten i Manchester United. Den brasilianske kreatør vil dog afvise et skifte til Old Trafford i respekt for Liverpool. (Sky Sports)

FC Barcelona har gjort det klart for Liverpool, at de er velkomne til at byde på Ousmane Dembélé, hvis ”The Reds” vel at mærke byder mindst 750 millioner kroner. (Teamtalk)

En Liverpool-fan har opdaget, at Kylian Mbappé er begyndt at følge en række Liverpool-spillere på Instagram, hvilket har sat gang i transferspekulationerne. (Express)

Manchester United har fået afvist et forhøjet bud på Crystal Palace-højrebacken Aaron Wan-Bissaka. Buddet lød i denne omgang på 415 millioner kroner. (Sky Sports)

Manchester United har også fået afvist et bud på West Ham-midtbanespilleren Issa Diop. Dette bud lød på 335 millioner kroner samt en unavngiven Manchester United-spiller. (Metro)

Aston Villa har forhørt sig om Huddersfield Town-forsvareren Terence Kongolo. (Mail)

Aston Villa og Leicester City kæmper i øjeblikket en kamp om Luton-backen James Justin. Den 19-årige forsvarsspiller skal efter sigende koste omkring 85 millioner kroner. (Star)

Liverpool-kantspilleren Sheyi Ojo nærmer sig en lejeaftale med Rangers. (Evening Standard)

West Ham har gjort det klart over for Eibar, at de er nødt til at betale frikøbsklausulen på 112 millioner kroner, hvis de vil have fingrene i den 24-årige spanske midtbanespiller Joan Jordan. (Marca)

Manchester City overvejer at byde på PSV Eindhovens spanske venstreback Angelino. Det er kun et år siden, at Manchester City solgte den 22-årige venstreback. (Sun)

Everton er sikre på, at den 34-årige venstreback Leighton Baines vil underskrive en ny kontrakt. (Liverpool Echo)

Manchester United nærmer sig en kontraktforlængelse med den spanske midtbanespiller Juan Mata. (Mirror)

Den belgiske landstræner Roberto Martinez har fortalt Romelu Lukaku, at han er nødt til at forlade Manchester United. (Het Laatste Nieuws)

Chelseas 19-årige engelske angriber Martell Taylor-Crossdale skal gennemgå et lægetjek i Hoffenheim, før han skifter til Bundesliga-klubben. (Sky Sports)

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER