Fodbold nyheder

Barcelona: Krisemøde i holdbus

Af Rasmus Ussing

Ifølge AS kaldte flere af Barcelonas nøglespillere til krisemøde direkte efter det skuffende Copa del Rey finale-nederlag til Valencia lørdag aften.

Skulle Barcelona-spillerne have smidt det meste af skuffelsen fra det knusende Champions League-exit til Liverpool af sig – Ja, så blev der da tilføjet ny og frisk skuffelse til humøret igen, da Barcelona lørdag aften tabte Copa del Rey-finalen til undertippede Valencia med et 1-2-nederlag i Sevilla.

En skuffelse så stor, at der ifølge AS blev kaldt til krisemøde i holdbussen lige efter kampen. Et krisemøde som omhandlede den dårlige sæsonafslutning, og som blev orkestreret af nøglespillerne Piqué og Suárez, anført af anfører Lionel Messi.

Ifølge AS har flere vidner til det hede krisemøde udtalt, at mødet blev så intenst, at spillerne blev på bussen selv efter, at bussen var ankommet til lufthavnen.

Hvad der helt præcist er blevet sagt på mødet, skriver AS intet om, men mediet regner med, at der vil sive kommentarer fra mødet ud i løbet af de næste par uger.

På trods af Barcelonas krise lader det stadig til, at der er opbakning blandt spillerne til træneren Ernesto Valverde, som ellers har været hårdt kritiseret efter de skuffende og vitale nederlag på det seneste.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik