Fodbold nyheder

Jürgen Klopp - ”Bingo” i Jeans

Af Torsten Brix

”Normal one” har taget Liverpool med storm – efter han selv havnede i et stormvejr i Dortmund… nu venter den anden Champions League-finale i træk efter en tysker har total-renoveret en topklub i Nordengland.

I starten af februar 2015 var Dortmund i overtal imod Augsburg, men foran 80.667 hårdtprøvede hjemmefans tabte Jürgen Klopps tropper med 0-1 på Signal-Iduna Park. Stemningen var elektrisk, da storholdet Dortmund dermed fortsat var i nedrykningsfaren, og for at glatte stemningen lidt ud blev de to anførere – målmand Roman Weiderfeller og den alt for skadede Mats Hummels – sendt ned til ”Sudtribune” for at dulme de mest hardcore fans.

Presset var enormt på træner Jürgen Kloop, og pludselig virkede det – ellers helt utænkelige – at Klopp skulle fyres ikke så usandsynligt længere. Den ellers så populære træner var næsten blevet synonym med Dortmund, så hvordan kunne disse to adskilles?

I slutningen af januar, hvor Dortmund var vanvittige 29 point fra Bayern München, sammenlignede filosoffen og den anerkendte debattør – Wolfram Eilenberger – Dortmund med en sekt og hævdede, at klubben var ligeså afhængig af Klopp, som Apple var af Steve Jobs. Implicit i dette lå, at Apple godt kunne fungere efter Jobs død, men også at Dortmund godt kunne fortsætte, hvis Klopp ikke længere var i klubben, men i guder hvor ville han blive savnet – ligesom Jobs. I april blev presset for stort på Klopp, og han annoncerede, at han ville stoppe i sommerpausen, da han ønskede at have et sabbatår i sæsonen 2015/16 – men det fik han ikke…

For den 8. oktober 2015 - efter længere tids rygter - blev Klopp ansat som manager for kriseramte Liverpool, og på pressemødet slog Klopp fast, at hans nye job var det sværeste i fodboldverdenen. Alligevel tog den sympatiske tysker imod udfordringen, og han virker også til at være den rette mand for Liverpool.

Presset var Klopp vant til fra Dortmund, hvor om muligt de endnu mere engagerede fans huserer, men derudover havde han masser af Champions League-erfaring, som Liverpool hungrede efter. Desuden var han en mester i talentudvikling, mandskabsbehandling og i at styre store egoer. Et godt eksempel på dette var da det så værst ud i Dortmund. Trods dette overtalte Klopp sin helt store profil – Marco Reus – til at forlænge kontrakten. Efter forlængelsens pressemøde gik Reus ned i omklædningsrummet, hvor Klopp havde sendt alle spillerne ned, og de dannede en cirkel om Reus, imens de klappede af holdets profil. Dette blev et vendepunkt for Dortmund.

Det er sådanne aktioner, der har gjort Klopp til en højtelsket træner i Tyskland af fansene, men også af spillerne. Mange af spillerne skylder også Klopp meget, da han har udviklet dem fra ordinære fodboldspillere til internationale stjerner. Robert Lewandowski og Shinja Kagawa kostede tilsammen blot 35 millioner kroner, da de ankom til Signal-Iduna Park – og her udviklede de sig helt unikt ligesom Mats Hummels og Ilkay Gundogan.


Ankom i jeans fra Hope Hotel
Klopp blev manager nr. 20 i Liverpool, men udover dette var der meget symbolik i ankomsten. Inden pressemødet havde Klopp fået morgenmad på HOPE Hotel, og hans afslappede facon smittede straks af på alle omkring Anfield, hvor håbet havde nået nye højder.

Således blev der på de sociale medier sammenlignet billeder af Rodgers og Klopps ved ankomsten til Anfield. Den nordiske manager stod meget stift i sit jakkesæt, mens Klopp var langt mere afslappet og dermed straks solgte ”billetter” til den engelske presse, da han blandt andet kaldte sig for ”Normal One” sat i forhold til Chelsea-kollegaen Jose Mourinho, der ved samme lejlighed som bekendt kaldte sig for ”Special One”, hvorefter han slog fast med henvisning til The Beatles og Liverpool-tekstforfatteren John Lennon:

- This is the best thing I can imagine…

Årets sportsreporter Martin Samuel beretterede fra pressemødet med Klopp, at hans smil var større end Bingo fra ”The Banana Splits”, hvilket er en meget glad og bredmundet bamse med briller, og det har siden været meget af smile af.

Klopp har igennem hele forløbet haft et smittende humør, men også lavet en stor revolution. Han ønskede spillere, der kunne arbejde meget, løbe i høj fart og presse modstanderen højt på banen. Til dette passede typer som Mario Balotelli og Christian Benteke ikke, og de blev byttet med spillere som Mohamed Salah, Sadio Mane og Georginio Wijnaldum. Om ændringen i klubben sagde Klopp, at han ønskede spillere, som kunne ”skubbe et tog – ikke hoppe på et kørende tog”.

Da Klopp skiftede fra Mainz til Dortmund tog det tre år, før klubben vandt det tyske mesterskab. Tre år efter Klopp er kommet til Liverpool, har de ikke vundet mesterskabet, men han har skabt voldsomme ændringer i klubben – i positiv retning. I starten af sæsonen 2016/17 vandt de med 4-3 på udebane over Arsenal, hvilket kun var anden gang i dette årtusinde, at de havde vundet på udebane over ”The Gunners”. Udover fremgangen viste kampen også, at Liverpool var i stand til at lave mange mål – men de lukkede også alt for mange ind.

I den efterfølgende tid skabte Klopp et nyt forsvar. Han købte verdens dyreste forsvarsspiller og den daværende dyreste målmand på kloden – og det hjalp, men han brugte ikke bare penge på at styrke defensiven. For på backerne hentede han Andy Robertson fra Hull for en slik samt gav chancen til klubbens unge talent – Trent Alexander-Arnold. Begge endte med at være vigtige brikker i Klopps defensiv. Så selvom mange tror, at han blot købte sig til defensiv stabilitet, så er det ikke hele sandheden.

I den anden ende er det ikke lang tid siden, at Liverpools mål blev lavet af Luis Suarez og Daniel Sturridge med Raheem Sterling og Philippe Coutinho som oplæggere. Tre af disse spillere er ikke længere i klubben, og den sidste er endt som reserve. De voldsomme ændringer er skabt med stor fysisk kraft, ”Gegenpress”, ”Heavy Metal Football”, meget høj effektivitet og stor stabilitet.

Sidstnævnte var noget, som Liverpool i den grad savnede, da målmændene Simon Mignolet og i særdeleshed Loris Karius udviste alt andet end tysk effektivitet, og meget bedre var forsvarsspillerne Mamadou Sakho, Dejan Lovren og Ragnar Klavan foran dem ikke. Nu er det helt anderledes efter "Klopp-effekten" har ramt Liverpool...

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik