Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Kasper Duelund Jensen

Ademola Lookman – Til tops med raketfart

Indkast.dk har gået et af Evertons nye unge fodboldhåb efter i sømmene. Her er hans unikke historie.
- Jeg er virkelig spændt på at arbejde sammen med det største talent uden for Premier League!

Sådan lød det fra den nyslåede Charlton-manager Karl Robinson, da han tilbage i november-måned sidste år fik til opgave at beskrive hans syn på League One-klubbens 19-årige kantspiller Ademola Lookman. Det var selvsagt store ord at bruge, men som Lookmans karriere hidtil har udspillet sig er de svære at ignorere.

Fra Sunday League til eksplosivt gennembrud i Charlton
En unik rejse har på rekordtid skudt Ademola Lookman til tops i det engelske – senest med en drøm af en Premier League-debut mod Manchester City. For blot tre år siden var der ingen, der i deres vildeste fantasi kunne forestille sig denne udvikling – ikke engang Lookman selv. Den dengang blot 16-årige knægt fra Wandsworth var vant til at spille Sunday League-fodbold for amatørholdet Waterloo FC. I april 2014 fik han dog sammen med en række andre drenge en enestående mulighed for at vise sig frem for Charlton Athletics U16-hold. De havde nogle ledige huller i deres kampprogram, som de valgte at bruge på at prøve sig selv af mod et sammensat hold af forskellige U16-spillere fra Sunday League-klubber – heriblandt Waterloo FC. Ademola Lookman imponerede stort på kanten med sin hurtighed og særlige egenskab til gang på gang at drible forbi sin direkte modstander.

Charlton var mere end overbeviste over, hvad de havde været vidne til, hvorfor de uden tøven besluttede sig for at tilbyde Lookman en akademi-kontrakt. Til trods for det åbenlyse talent, så blev det alligevel dengang opfattet som et satset træk, da den unge dreng aldrig før havde prøvet at være en del af et professionelt akademi. I dag kan der dog ikke være to meninger om, hvorvidt det var det rigtige træk.

Lookman fik et eksplosivt gennembrug hos ”The Addicks”, som hurtigt indlemrede ham i førsteholdstruppen. Han fik sin førsteholdsdebut som 17-årig den 3. november 2015, og siden da var det slut med at se sig tilbage. Det næste halvandet år udviklede Lookman sig til at blive et af de første navne i Charltons startellever – både gennem tiden i The Championship og senest i League One. Han havde bibeholdt sine fantastiske dribleevner, og det var noget, de kunne bruge på The Valley, hvor han som regel blev placeret på kanten eller i hullet bag angriberen.

Sammenligningen med Dele Alli
Da Karl Robinson blev ansat som ny Charlton-manager henvendte han sig som noget af det første til Ademola Lookman for at pointere ligheden med Dele Alli. Robinson havde selv haft fornøjelsen af at træne Alli i MK Dons, og han så i Lookman den selvsamme historie, som havde udspillet sig for Alli. Han havde igen at gøre med en ung spiller, der besad en unik mulighed for at tage springet fra League One til det fineste selskab i Premier League. Robinson endte endda tidligere i indeværende sæson med at tage Lookman med til Wembley for at se Alli spille Champions League for Tottenham Hotspur. Meningen med turen til den engelske hovedstad var simpel. Lookman skulle med sine egne øjne se, hvad han havde mulighed for at opnå.

Adskillige Premier League-klubber var på jagt – Endte på Merseyside
Der skulle ikke gå længe, før Ademola Lookman fik muligheden for at gå i Dele Allis fodspor. Crystal Palace, West Bromwich Albion, Arsenal, Liverpool og Everton havde alle snøren ude efter ham. I sidste ende blev det dog sidstnævnte, der med et bud lige under de 100 millioner kr. løb med teenage-sensationens underskrift. Den 5. januar 2017 blev Lookman - efter at have skrevet under på en kontrakt frem til sommeren 2021 - for første gang præsenteret for pressen i en Everton-trøje. Det var et specielt øjeblik for den unge englænder, som benyttede pressemødet til at sige lidt positive ord om sin nye klub.

- Det føles fantastisk at være en Everton-spiller. Så snart jeg hørte om Evertons interesse, vidste jeg, at det ville være det rigtige sted for mig. Everton har en stor historie, og jeg blev også tiltrukket af manageren (Ronald Koeman, red.).

Glæden over skiftet er med garanti gengældt – ikke mindst fra Everton-fansene. Blot ti dage efter skiftet sendte den 19-årige kantspiller nemlig 40.000 af dem i ellevild ekstase, da han i sin Premier League-debut hamrede det sidste søm i Manchester City-kisten med en fornem 4-0 scoring. Det var et magisk øjeblik og med sikkerhed ikke sidste gang, vi hører navnet Ademola Lookman på den helt store fodboldscene. Nu er det op til de andre Premier League-klubber at finde det næste store talent fra de lavere rækker. Mon ikke, at der i den forbindelse bliver holdt et ekstra øje med Sunday League? Det ville i hvert fald være mærkeligt andet.

Ademola Lookman
Født: 20. oktober 1997 i Wandsworth, Storbritannien (19 år)
Klub: Everton
Position/rolle: Kantspiller, angriber, offensiv midtbanespiller
Fod: Venstre og højre
Højde: 1,73 meter

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER