Jacob Bøgen Clausen

Joshua Kimmich - I 'Schweinis' fodspor

Joshua Kimmich har taget stormskridt mod stjernerne i denne sæson.
Joshua Kimmich har for alvor fået sit gennembrud i denne sæson hos Bayern München, ligesom han imponerede ved EM-slutrunden i Frankrig i sommer. Men hvem er denne unge spiller med det alvorlige blik, der altid går forrest – Indkast.dk har set nærmere på Bayerns nye stjerneskud.

Yussuf Poulsens værelseskammerat
Midtbanespilleren spillede ungdomsfodbold for Stuttgart, inden han skiftede til RB Leipzig i sommeren 2013 på en kontrakt, der gav Stuttgart mulighed for at købe ham tilbage. Her kom Kimmich til klubben sammen med Yussuf Poulsen, som blev hans værelseskammerat.

Kimmich blev mere eller mindre været fast inventar på RB Leipzigs defensive midtbane. I sæsonen 13/14 var han med til at spille holdet op i 2. Bundesliga, og sæsonen efter imponerende det unge talent i en sådan grad, at selveste Bayern München skrev kontrakt med ham i januar måned. Stuttgart ville formodentlig gerne have taget Kimmich tilbage, men når Bayern München har sat sig noget for, får den sydtyske klub ofte sin vilje. Sådan var det også i dette tilfælde. De tyske mestre tilbød Stuttgart 52 millioner kroner, mens RB Leipzig fik 11 millioner kroner, og så underskrev Kimmich en femårig aftale.

Guardiolas knægt
Pep Guardiola gav ikke debut til unge Kimmich i det første halve år hos Bayern, men med spillere som Philipp Lahm, Bastian Schweinsteiger, Thiago Alcantara, Xabi Alonso, Sebastian Rode og Javi Martinez var det da også svært lige at se, hvor det tyske talent skulle spille.

Kimmich fik dog hurtigt sin debut sæsonen efter, hvor det blev til en startplads mod Nöttingen i første runde af DFB Pokalen, og herefter gik det slag i slag for Kimmich. Godt en måned senere fik han sin debut i Bundesligaen, få dage senere var det også tilfældet i Champions League – og endelig fik han sine første fulde 90 minutter mod Darmstadt, en uge efter sin debutkamp i Tysklands bedste række.

Det hjalp helt sikkert Kimmich, at Guardiola var manden på sidelinjen i München, da den progressive spanier ikke er bange for at give de unge spillere et stort ansvar – det sås ligeledes med Kingsley Coman, Juan Bernat og i lidt mindre grad, Pierre-Emile Højbjerg. Den spanske stjernetræner lagde da heller ikke skjul på, at Kimmich nok skulle blive en fremtidig stjerne efter midtbanespillerens debut:

- Denne knægt kommer til at spille mange kampe for Bayern München, sagde Guardiola til Bayerns hjemmeside.

I den første sæson endte Kimmich med at spille 23 ligakampe for de tyske mestre, hvoraf de 15 var fra start. En imponerende bedrift af sådan en ung spiller på sådan et stjernebesat hold. Og selvom Kimmich egentlig befinder sig bedst på midtbanen, så viste talentet alligevel sådan et overskud og lyst til at spille, at han affandt sig med en plads i midterforsvaret. Her startede han i store kampe, mod fx Juventus, Benfica og pokalfinalen mod Dortmund. Der var ingen tvivl om, at knægten fra Rottweil i Baden-Württemberg havde krummer i sig.
Efter 0-0-kampen mod Dortmund, hvor Kimmich igen figurrede i startelleveren og holdte lynskarpe, Pierre-Emerick Aubameyang, fra fadet kunne Pep Guardiola da heller ikke holde sig tilbage med lovord:

- Jeg bliver nødt til at komme med et kæmpe kompliment til Joshua Kimmich. Han spiller mod fantastisk angribere i Champions League, og nu gjorde han det igen mod Aubameyang. Han har passion – han har det hele. Jeg elsker den dreng, sagde den spanske træner efter storkampen.

Kimmich høstede altså roser fra både træner og omverdenen – og så endda i en uvant position som midtstopper.

På 'Turneringens Hold' i Frankrig
Det flotte sæson i München resulterede også i en endelig EM-udtagelse for Tyskland, og her havde den uimponerede Bayern-spiller, da heller ikke tænkt sig at sidde på bænken. I den tredje gruppekamp mod Nordirland erstattede han Benedict Höwedes på højreback-positionen, og den gav Kimmich ikke fra sig igen. Han spillede fra start indtil exitet i semifinalen mod Frankrig, og blev i sidste ende valgt til 'Turneringens hold.'

I den igangværende sæson har Joshua Kimmich så ikke bare fortsat det flotte spil, han har imponeret endnu mere. Den nye Bayern-træner, Carlo Ancelotti, bruger ofte Kimmich, der hvor han er bedst – på midtbanen. Selvom spillere som Arturo Vidal, Xabi Alonso, Thiago og Javi Martinez muligvis har større merritter, så er Kimmich bare svær at komme udenom, når der skal sættes hold. Det hele kulminerede i en fuldstændig vanvittig september måned – samme måned året inden, hvor Kimmich opnåede debut i både Bundesligaen og Champions League.

Vanvittige september
Den fjerde september scorede midtbanetalentet sit første landskampsmål i 3-0-sejren over Norge, mens han kampen efter assisterede i 3-0-sejren over Tjekkiet. Og herfra gik det kun en vej for Kimmich.

Det var nemlig ikke kun landsholdet, der skulle nyde godt af hans mål. I runden efter landskampspausen scorede den 21-årige komet nemlig sit første Bundesliga-mål i 2-0-sejren over Schalke, mens han et par dage senere scorede ikke bare sit første, men også sit andet Champions League-mål, da Rostov blev besejret 5-0. Den vanvittige September fortsatte, da Kimmich blev matchvinder med et sent mål i Hamburg, og i de efterfølgende uafgjorte resultater mod Köln og Frankfurt kom han ligeledes på måltavlen. Nogle helt vanvittige uger for Kimmich, og det virkede som om, at lige meget hvad han gjorde, så gik bolden i mål.

Nu er det så op til Kimmich at bevise, at han kan holde det høje niveau, og måske følge sit store idol, Bastian Schweinsteiger, i fodsporene. Der er hvert fald ingen tvivl om, at Joshua Kimmich går en meget stor fremtid i møde – og hvis Ancelotti kan få endnu mere ud af tyskeren end Guardiola, så har Bayern en stjernespiller inden for få år.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER