Hvor er Atléticos plan B?
Atlético kører derudaf for tiden, og det gør de i vanlig stil. Kommer Simeone ikke snart op med noget nyt, rækker det dog ikke langt.
Lige nu ser det ud til, at der er to titelbejlere i den spanske liga. Atlético Madrid og Barcelona deler førstepladsen, mens Real Madrid FOR NUVÆRENDE er sakket agterud fem point bag de to ærkerivaler. Forventeligt var det, at Barcelona skulle være at finde på toppen af La Liga på dette tidspunkt, men for Atléticos vedkommende, er der nok flere overraskende miner i forbindelse med læsningen af den spanske tabel.
Jovist, Atlético havde forventninger tilknyttet sig ved sæsonstarten. En del af disse var iscenesat af Diego Simeone, der henover sommeren talte om et nyt og friskere Atlético-hold. Kunne det projekt lykkes, tænkte man, kunne det blive særdeles spændende. Det paradoksale er så, at nu SER det rent faktisk utroligt spændende ud for Atlético. Men det er ikke på grund af en omvæltning i holdets spillestil, som Simeone talte om. Tværtimod.
I sommers hentede Atlético ellers en række spændende nyerhvervelser til offensiven. Jackson Martínez, Luciano Vietto og Yannick-Ferreira Carrasco tilsluttede sig truppen, ligesom Óliver Torres og Ángel Correa vendte tilbage fra henholdsvis lejeophold og skadesperiode. Med det fulgte en hensigtserklæring fra Diego Simeone, Han ville tilføje en mere dynamisk 4-3-3-formation til repertoiret, så Atlético kunne komme sidste sæsons allerstørste problem til livs. Nemlig at nedbryde afventende, dybdestående forsvarskæder.
I en sådan formation ville målene samtidig kunne komme fra flere kanter. Midtbanen med Arda Turan, Gabi, Tiago og Koke har aldrig været kendt for at score mange mål, men med en tremandsmidtbane bestående af Gabi, Tiago og Koke samt et angreb bestående af eksempelvis Griezmann, Martínez og Vietto skulle den situation kunne bedres gevaldigt. Sådan er det dog ikke gået.
Griezmann eller fisk
Diego Simeone har nemlig holdt fast i det efterhånden velkendte koncept. Og af Atléticos 11 ligasejre er de fire kommet i hus via en 1-0-sejr - i tre af tilfældene efter Griezmann-scoring. Kun 22 gange har man nettet i de hidtidige 15 kampe, og med kun syv mål lukket ind minder det langt mere om det solide, hårdtarbejdende og til tider defensivt udseende koncept, der har kendetegnet Atlético under Diego Simeones tid på trænerbænken. Og det var ikke som lovet!
Men hvorfor har Atléticos spil ikke ændret sig det store, og hvorfor skal de stadig vente til sidste minut med at nedbryde de modstandere, som de burde sikre sig mere komfortable sejre imod? En del af skylden har angriberne fået.
Da AS 14 kampe inde i sæsonen gjorde status over Atléticos angrebssituation, havde scoringsgennemsnittet for de fire angribere i truppen ikke ligget lavere siden sæsonen 06/07, hvor Fernando Torres og Sergio Agüero var blandt de uskarpe angribere. Siden har særligt Griezmann dog fået gang i målscoringen, men Jackson Martínez, Luciano Vietto og Fernando Torres har i sammenlagt 42 ligaoptrædender kun fundet vej til netmaskerne fem gange!
Og mange af Griezmanns mål kommer efter flotte enkeltmandspræstationer, som da han søndags kanonerede den ind fra kanten af feltet og sikrede sejren mod Athletic Club. Og det er netop det, der er problemet for Atlético. Målene kommer ikke nemt. Og selvom både Jackson Martínez, Luciano Vietto og Fernando Torres er skyldige i at kunne have gjort det bedre hver for sig, gør spillestilen det heller ikke nemt for de forreste. Det er ikke mange chancer, de i en gennemsnitlig Atlético-kamp får serveret fra medspillerne, der er mere koncentrerede om at holde modstanderen i et fast jerngreb og ofte mangler den afgørende kreativitet på den sidste tredjedel. Det er ofte Carrasco, der har stået med den skabende opgave på nærmest egen hånd.
Dette bør bekymre Diego Simeone. Den seneste måned har man haft held i sprøjten med den gamle metode, men inden den fantastiske stime på fem ligasejre i træk begyndte, var det svært at se toppen af La Liga for ‘madrasmagerne'. Og mens man uden tvivl kan komme langt med et godt defensivt udgangspunkt, så vinder man ikke mesterskaber uden at score mål. I mesterskabssæsonen havde Atlético da også både David Villa og Diego Costa som målscorerer, mens Adrián López også bød ind i ny og næ. Lige nu er det nærmest kun Antoine Griezmann, man kan vente at finde på måltavlen på Vicente Calderón.
Plan B
Det kan derfor blive afgørende for Atlético, at Diego Simeone tør følge sin målsætning om at kunne spille på forskellige måder. Ingen tvivler på, at Atlético kan komme utrolig langt med 4-4-2, men siden mesterskabssæsonen har det ganske enkelt været for nemt for de mindre hold at lukke ned for ‘Cholos' soldater.
Hjemme mod Benfica i Champions League forsøgte Simeone det mere flydende udgangspunkt med en 4-3-3. Det gik egentlig godt, men så smed man sejren - og endte sågar med at tabe. Siden har Simeone tøvet med at eksperimentere. Det kan måske skyldes, at Ángel Correa ikke har fundet formen siden starten på sæsonen og at Luciano Vietto har været ude med en skade, mens Martínez har været skadet siden Viettos genkomst. Det kan Atlético-fansene i hvert fald håbe.
For hvis ikke man bliver mere skabende, formår at tage initiativ og lukke kampene tidligere mod de små hold, så bliver det svært at følge Barcelona til 38. spillerunde. Sidste sæson og begyndelsen på denne viste med al tydelighed, at Simeones intention om offensiv forandring faldt på et tørt sted.
Og mens man lige nu ikke befinder sig på et tørt sted, vil tørken utvivlsomt komme for Simeone igen. Her er det yderst vigtigt, at Simeone tør slippe grebet lidt og satse lidt mere med sit udgangspunkt. Med den organisation holdet har, burde det da også være muligt, at lade flere deltage i den offensive del med større frihed. Simeones opgave bliver, eller bør blive, at balancere de kvaliteter, der har sikret holdets genkomst til toppen af spansk og europæisk fodbolde gennem de seneste år, mens han yderligere bygger på.
For bygger man ikke på, er Atlético i overhængende fare for at miste grebet om den absolutte topkamp, ligesom man i sidste sæson gjorde på grund af alt for mange uafgjorte kampe, hvor man netop ikke formåede at finde vejen gennem de små hold, der nu har fundet ud af, hvordan man skal gribe Atlético an. Simeone skal for alt i verden have gang i sammenspillet mellem de offensive profiler. Vietto har vist tendenser til noget godt på det seneste, men for meget afhænger af Griezmann.
Og så skal Jackson Martínez finde formen fra Porto. Ellers må undertegnede trække sit bud på sommerens bedste indkøb i La Liga tilbage. Her fandt man nemlig columbianeren på førstepladsen. Det ser langt fra ud til at holde stik, men udgangspunktet for den kåring var også, at den offensive plan B ville udvikle sig hurtigere - eller i det hele taget udvikle sig - i løbet af sæsonen.
Atlético skal ikke være Barcelona eller Real Madrid. De har deres klare kvaliteter, der kan bringe dem langt. Men de skal til at have en plan, når de hjemme på Vicente Calderón møder muren. I så fald kan de igen kæmpe med om mesterskabet. Ellers bliver det svært, og så må de sigte efter at hente en titel i Champions League eller Copa del Rey, hvor 4-4-2 og hårdt arbejde “nemmere” kan bringe dem langt. Og ellers må de jo hente Diego Costa tilbage fra Chelsea...