Fodbold nyheder

Cesc Fàbregas – Pizza-kaster i London

Af Torsten Brix

Den lille spanier er efter skiftet til Chelsea det hotte navn i de engelske aviser for tiden… ikke uden grund.

Article image
Ritzau-Scanpix

For tiden er Francesc Fàbregas Soler på alles læber. Den nye Chelsea-spiller ligner afløseren for Frank Lampard på Jose Mourinhos midtbane, efter han scorede i sæsonens første Champions League-kamp imod Schalke04, og derudover lavede han også seks assists i de første fire Premier League-kampe – men hvem er denne lille spanier, der er kommet tilbage til London?


Fabregas blev født d. 4 maj 1987 i Vilassar de Mar. Han blev opdraget i en FC Barcelona-familie, og der skulle heller ikke gå lang tid, før han fik sin debut som tilskuer på Camp Nou. Allerede da “Cesc” kun var ni måneder gammel kom han ind til kamp. Det skulle vise sig, at det langt fra var sidste gang, at Fàbregas skulle vise sig frem på dette stadion.

Det var nemlig tydeligt for alle, der bare havde lidt forstand på fodbold, at Francesc Fábregas havde et helt særligt fodboldtalent. Han gjorde komet-karriere på Barcelonas ungdomshold, hvor han rent faktisk startede ud som defensiv midtbanespiller, men hans offensive kvaliteter blev til sidst så indlysende, da han blev ved med at score mål for ungdomsholdet.

I europæisk topfodbold hænger det sådan sammen, at de store talenter hurtigt bliver spottet af de største klubber i verden. Det gjaldt selvfølgelig også for Fàbregas, der havde lang vej til førsteholdet på daværende tidspunkt i Barcelona, men det nyd Arsenal – og Arséne Wenger - godt af.

Cirka 1100 kilometer nord for Barcelona sad Wenger og havde øje på Barcelonas unge stortalent. Arsène Wenger tog kontakt til “Cesc” og hans forældre, for at høre om de havde lyst til at snakke om et skifte til det nordlige London. Der var ingen tvivl hos Fàbregas' forældre eller hos “Cesc” selv. De tog til London, og den 11. september 2003 kunne Fàbregas kalde sig for Arsenal-spiller. Han skulle heller ikke bruge lang tid på at overbevise Wenger om, at han skulle være en del af førsteholdstruppen.

Fabregas fik allerede debut på Arsenals førstehold d. 28 oktober 2003 mod Rotherham United i Carling Cuppen. Fàbregas var ikke særligt gammel på daværende tidspunkt, og han var rent faktisk så ung, at han var den yngste spiller, der nogensinde havde optrådt på Arsenals førstehold. Han var kun 16 år gammel og 177 dage gammel.


Succesen var uundgåelig for den unge spanske komet. Allerede i sin første sæson hos Arsenal fik han også lov til at smage hvordan det fungerede, når Arsenal var af sted i Europa. I Champions League skulle Arsenal en tur til Spanien, hvor Celta Vigo lagde græs til. Arsenal vandt kampen 2-3 på mål af Edu og Robert Pires med “Cesc” siddende på bænken hele kampen igennem.

Trods dette var der ikke mange Arsenal-fans, der havde - i 2004 - forventet, at Fàbregas skulle blive en fast del af Arsenal-holdet, men på grund af skader til mange af de etablerede stjerner, kom Arsenals nummer 15 til at spille 34 kampe for førsteholdstruppen i denne sæson - heriblandt var han med til at vinde FA Cuppen over Manchester United.

FA Cup-finalen endte 0-0 mellem de to engelske storklubber, og da de ikke kunne afgøre kampen i ekstra tid, måtte Arsenals Patrick Vieira afgøre kampen på det afgørende straffespark i straffesparkskonkurrencen. Netop det spark af Patrick Vieira blev hans sidste i Arsenal, og det gjorde, at Fàbregas nu måtte tage mere ansvar, da han var udset af Wenger, som afløseren for Vieira.

”Cesc” overtog ikke bare Vieiras plads på holdet, men også hans rygnummer. Fàbregas blev derfor på flere måder Vieiras direkte arvtager. Den 28/03-2006 vendte Vieira tilbage til Highbury, da han og Juventus havde trukket Arsenal i Champions Leagues kvartfinaler. Denne kamp blev på mange måder symbolsk for de to spilleres videre karrierer. Fàbregas spillede vanvittigt godt og lavede blandt andet et mål og en assists til Thierry Henry, men derudover “ejede” Fàbregas kampen. En verdensstjerne var blevet født.

Det gjorde “Cesc” endnu mere populær end nogensinde før, men den unge spanier havde allerede gjort sig populær i Arsenal. Den 24. oktober 2004 endte Arsenals ubesejrede periode, da man på Old Trafford tabte 0-2. Sir Alex Ferguson og Arsène Wenger var efter kampen kommet heftigt op at skændes, da Wenger mente, at Rooney havde filmet sig til et straffespark. Under det meget voldsomme skænderi mellem de to managers, skete der det, der nu er kendt som “Pizza-gate”. Et stykke pizza blev kastet igennem spillertunnellen - Ashley Cole har beskrevet det godt i sin selvbiografi:

- Pludselig kom der et stykke pizza flyvende over mit hoved og ramte Ferguson lige i ansigtet. Vi måbede alle, da det gled ned over de berømte træk og videre ned over hans pæne sorte jakkesæt.

Der er aldrig blevet kastet lys over, hvem der kastede det meget berømte pizza-stykke, men alle medier pegede på, at det var Fàbregas, der kastede pizza-stykket efter den rasende skotte.

Efterfølgende blev den lille midtbanespillers betydning for Arsenal blev mere og mere bemærkelsesværdig. Han var begyndt at lave rigtigt mange assists, og fansene elskede ham mere og mere, for hver dag der gik. Den 24. november 2008 blev han gjort til anfører for Arsenal, da Arsène Wenger havde fjernet anførerbindet fra William Gallas arm.

Det udviklede historien mellem Arsenal og Cesc Fàbregas til en kærlighedshistorie. Kærligheden mellem Arsenal og Fàbregas var indiskutabel, men Fàbregas havde et ønske om at komme tilbage til Catalonien. I ethvert transfervindue blev Fàbregas rygtet tilbage til Spanien. FC Barcelona gjorde til sidst alt hvad der stod i deres magt, for at hente Fàbregas ”hjem”. Da det havde stået på i mange transfervinduer, var Arsenals fans til sidst blevet så provokeret, at man til enhver kamp råbte:

- WE'VE GOT CESC Fàbregas, WE'VE GOT CESC FABREGAS!

Det var en måde at signalere overfor FC Barcelona, at man virkelig ikke ville af med den lille spanier, og i denne periode var der et umenneskeligt pres på Fàbregas, men trods dette leverede han altid godt spil på banen. I slutningen af transfersagaen blev sagen endda også politisk. Borgermesteren af Fàbregas hjemby Vilassar de Mar mente, at Fàbregas blev holdt som gidsel i Arsenal, da “The Gunners” ikke havde lyst til at slippe sin anfører.

- Vi vil alle have, at “Cesc” kommer hjem til Barcelona, fordi lige nu bliver han holdt som gidsel i Arsenal. Hvis Arsenal virkelig er de gentlemen, som de siger, at de er, så bør de også opføre sig sådan.

Til sidst accepterede Arsenal et bud fra Barça på Fàbregas, da et skifte var undgåligt. Efter hele syv år i Arsenal meddelte Wenger til bestyrelsen, at Arsenal skulle acceptere buddet fra Spanien, og sende Fàbregas til Barcelona, men det var ikke med glæde, at Wenger sendte sin kaptajn af sted.

Fabregas nåede at spille 303 kampe for Arsenal i alle turneringer og score 57 mål. Han elskede livet i London og Arsenal højt, men problemet var blot – han elskede Barcelona højere. Den spanske landsholdsspiller vendte hjem til et Barcelona-hold, hvor han havde spillet ungdomsfodbold med Lionel Messi og Gerard Piqué, men også tilbage til klubben, som han tabte Champions League-finalen i 2006 til, men det var hurtigt glemt.

For i 2010 blev Spanien verdensmestre med Fàbregas som oplægger i finalen - omringet af holdkammerater fra Barcelona, der gerne ville have den blot 175 cm. høje midtbanespiller til Spanien. Det skete i august 2011, da Barcelona sendte 230 millioner kroner til London.

I den første sæson i Barcelona blev Real Madrid spanske mestre – efter flere år med Barcelona-dominans. Fàbregas startede 23 La Liga-kampe, men scorede trods dette hele ni mål og lavede otte assists, og det udløste naturligvis en EM-billet. I Spaniens åbningskamp til EM-2012 startede Fàbregas med ”10-tallet” på ryggen, som den centrale angribere i den spanske 4-3-3 formation. Den blot 25-årige og 69 kg. tunge spiller svigtede ikke. Fàbregas reddede nemlig et meget vigtigt point mod Italien, og dermed heppede alle – også fansene i Madrid – på Fàbregas, der var vendt hjem til Barcelona.

Men af uklarer årsager ønskede Fàbregas at komme væk fra Barcelona i sommeren 2014 efter han havde spillet små hundrende førsteholdskampe. Klausuler i Fàbregas kontrakt gjorde at Arsenal havde forkøbsret, hvis midtbanespilleren ville tilbage til Premier League, men det afviste Wenger at benytte sig af, da Arsenal havde masser af midtbane-spillere, så i stedet endte den 27-årige “Cesc” i Chelsea.

Fàbregas vendte “hjem” til London og til hård konkurrence på Chelsea-midtbanen blandt andet fra Willian, Oscar, Ramires, Mikel, Andre Schürrle, Eden Hazard og Matic. Fàbregas har dog afvist alt konkurrence efter pizza-kasteren var havnet i London – igen…

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik