Torsten Brix

Thomas Vermaelen

“Verminator” skal til Barcelona, selvom han på det seneste har været reserve i Arsenal, og kan han holde sig skadesfri, skal det nok blive til masser af spilletid i Barcelonas tremandsforsvar.
- Det var en meget kort samtale. Når Arsenal kalder, så pakker man bare kufferten og tager af sted…

Sådan sagde Thomas Vermaelen kort efter, at han blev præsenteret som ny Arsenal-spiller tilbage i 2009, men efter et hav af skader skal belgieren nu til La Liga, og ved præsentationen i Barcelona ”spillede” Vermaelen næsten samme plade:

- Jeg er meget glad for at være her. Det er en drøm og en kæmpe udfordring at være her. Jeg ønsker at spille og træne med de bedste spillere i verden, så jeg kan udvikle mig som fodboldspiller. Barça er én af de vigtigste klubber i verden, og derfor var det ikke svært at tage beslutningen om at komme hertil.

Vermaelens ankomst til Barcelona er en smule overraskende af flere grunde. For det første kom det sikkert bag på mange, at det catalonske storhold kunne bruge Arsenal-reserven, men når det er sagt, vil den meget boldsikre Vermaelen jo passe godt ind i Barcelonas nye tremandsforsvar. Om skaderne så bliver et problem, må tiden jo vise, men det er ikke startet for godt, da klubben få dage efter præsentationen kunne melde ud, at Vermaelen var skadet - på ubestemt tid.

Derudover kan Vermaelens skifte jo også have noget med at gøre, at Alexis Sanchez er røget den anden vej. Rygter om Vermaelen har der i hvert fald været nok af, imens der har været masser af skader til forsvarsspilleren.

- Sidste år var svært på grund af skader, men dette sker somme tider i en spillers karriere. Jeg tror, at det var et tilfælde, og jeg forventer at kunne spille mange kampe. Jeg kigger fremad og ikke tilbage på det, der skete sidste år. Det er ikke rart at være udenfor banen på grund af skader. Jeg vil spille og gerne starte på en frisk og forventer at få mange minutter her… sagde Vermaelen ved ankomsten til Barcelona.

Det forventes, at Vermaelen har kostet Barcelona 140 millioner kroner, hvilket var 50 millioner kroner mere end Arsenal betalte for ham, da de hentede ham i Ajax. Den daværende 23-årige Vermaelen havde været i Ajax siden årtusindeskiftet.

Gennembruddet hos den tidligere hollandske storklub fik han dog først, da han kom tilbage fra et låneophold hos RKC Waalwijk, hvor han tilbragte sæsonen 2004-05. Hjemvendt til Ajax fik han tilspillet sig fast plads i centerforsvaret i så sikker stil, at han blev hædret med anførerbindet, hvilket han også fik i Arsenal, da Robin van Persie rejste til Manchester United i 2012. På det tidspunkt var Vermaelen utrolig formstærk, og derfor gav Arsenal-fansene ham tilnavnet “Verminator”.

To år senere rejste Vermaelen så til Barcelona – som Arsenal-reserve - efter han havde tabt kampen i det centrale forsvar til Per Mertesacker og Laurent Koscielny. 110 kampe blev det til I Arsenal – samt 99 for Ajax, og skulle den 28-årige ende med at komme omkring 100 Barcelona-kampe, vil han kunne afslutte en flot karriere.

De største triumfer kan han måske komme til at opleve på det belgiske landshold, hvor han indtil nu har spillet 47 kampe, og holdet spås en meget lovende fremtid, men Vermaelen går selvfølgelig også en stor oplevelse i møde i Barcelona.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER