Torsten Brix

Kevin-Prince Boateng – Prinsen af Ghana

Er der kommer styr på ballademageren ? – og kan han løfte Ghana videre fra den svære gruppe G?
Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Kevin-Prince Boateng ville blive en af VM-2010's største positive overraskelser. Først kort inden slutrunde-starten fik spilleren, der indtil da havde spillet 41 kampe for det tyske ungdomslandshold, nemlig lov - af FIFA - til at stille op for Ghana.

Taget det i betragtning var det ganske imponerende, hvad “Prinsen” formåede at udrette under sidste VM-slutrunde, og nu skal den kontroversielle offensive spiller på “VM-hesten” igen, og balladen er der ikke blevet mindre af.


Problemer med ballade på
Kevin-Prince Boateng kom til verdenen 6. marts 1987 i Berlin, som søn af en tysk mor og en ghanesisk far. Han startede sin fodboldkarriere i en lokal klub, inden han som syvårig blev hentet til Hertha Berlin. Tingene så lyse ud for den talentfulde midtbanespiller, der repræsenterede alle tyske ungdomslandshold, og som fik Bundesliga-debut som blot 18-årig. Efter en sæson som fast mand i Berlin, hentede Martin Jol ham til Tottenham, men her begyndte tingene imidlertid at gå skævt.

Det startede ellers lovende i London, men ret hurtigt ventede først bænken og senere blot reserverne for Boateng. Allerede inden han rykkede til Tottenham, havde der været historier om manglende disciplin. Han smækkede grundigt med døren i Hertha, og samtidigt var der snak i den tyske presse om, at han ikke længere ville blive udtaget til U21-landsholdet på grund af disciplinære problemer.

Boateng har senere erkendt, at han ikke håndterede livet som stjerne ret godt – eller rettere – de mange penge som fulgte med den professionelle fodboldkarriere. I London brugte afrikaneren således mere tid på natklubber og shopping – end på træningsbanen. Blandt andet skulle han i London have købt tre biler, 2000 kasketter, 160 par sko og 20 læderjakker.

Det kaotiske liv og reserve-tjansen fik Boateng til i 2009 at skifte London ud med den engelske sydkyst, hvor Portsmouth blev arbejdsgiveren. Her kom karrieren tilbage på rette spor, og Boateng var fast mand gennem hele sæsonen, der godt nok førte til en nedrykning, men som også bød på en FA Cup-finale.

Samtidigt var det dog ikke uden problemer, da Boateng igen centrum for kontrovers, da han først skadede Michael Ballack, så det kostede denne VM, og senere brændte et straffespark. Efter kampen, var der snak om at Boatengs tackling var hævn for et tidligere sammenstød med Ballack, men det har han efterfølgende afvist.

Til VM-2010 var der også mange historier om Boateng, da han blandt andet spillede mod sit andet hjemland - Tyskland, og som den første nogensinde overfor sin egen bror Jerome Boateng. Han fik også scoret sit første mål for Ghana, og de var meget tæt på at nå blandt de sidste fire hold ved VM, som det første afrikanske hold nogensinde. Præstationerne på Ghanas midtbane til den slutrunde gjorde, at Boateng blev en eftertragtet spiller, hvilket åbnede op for et skifte til Milan.

I Milano fik Boateng “10-tallet” på ryggen, og han levede op til tilliden, som da han i oktober 2011 blev indskiftet i pausen, og lavede et hattrick i de sidste 45 minutter, så Milan vandt med 4-3. Boateng blev dermed blot den anden spiller i Serie A-historien, der kom ind og scorede et hattrick, men i “Støvle-landet” blev det også til mange røde kort. Således var det Boateng, der i sæsonen 2012-13 havde fået flest røde kort i de store europæiske turneringer, og måske derfor valgte økonomisk-pressede Milan i august 2013 at sælge Boateng til Schalke04.

I den forgangne sæson er det blevet til seks Bundesliga-mål i 28 kampe, hvilket er en godkendt start i Schalke04, men nu venter VM-2014, hvor der venter hård modstand til Ghana, der er placeret i gruppe G sammen med Tyskland, Portugal og USA – så den gode Boateng skal spille op til det ypperste, hvis afrikanerne skal gå videre fra den pulje… så presset er stort på "Prinsen af Ghana".

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER