Christian Ewald

Julian Draxler - Ikon og kæmpetalent

Julian Draxler er et af de største talenter i tysk fodbold, men kan han gå hele vejen?
Da Julian Draxler som 17-årig blev skiftet ind i en Bundesliga-kamp for Schalke 04 vidste de fleste Schalke-fans godt, at de var vidne til en kommende stjernespillers entré på den store scene. Og da han i sin tredje kamp, blot 10 dage senere, afgjorde pokalkvartfinalen mod Nürnberg med en fremragende kasse, var resten af fodboldverdenen også overbevist: Julian Draxler var en kommende stjerne. Det hører også med til historien, at han startede inde i sin blot anden kamp, en uge efter sin debut.

Efterfølgende spillede Julian Draxler flere store kampe for Schalke i Bundesligaen, og det fik de store klubber i Europa til, at spæde øjnene op for den unge tysker. Arsenal, Chelsea, Real Madrid, Barcelona og Manchester United havde alle bud efter ham, men han valgte i stedet at forlænge sin kontrakt med Schalke, til stor glæde for klubben. Faktisk så stor glæde, at klubben valgte at sende 8 store busser rundt i Gelsenkirchen og omegn med et billede af Draxler, og teksten ”Julian Draxler: Med stolthed og passion – indtil 2018”. Sagen var klar: Julian Draxler var blevet et Schalke-ikon.

I forbindelse med sin kontraktforlængelse byttede Draxler også nummer 31 ud med nummer 10, og hans rolle på Schalke-holdet blev vigtigere for hver kamp der gik. Og hans vigtighed blev understreget, da Schalke i januar 2013 solgte Lewis Holtby til Tottenham. Her gik Julian Draxler ind og udfylde det kreative hul, som manglede på holdet efter Holtbys afgang, og i den sidste halvdel af sæsonen scorede han syv mål, og var med til, at flytte Schalke fra syvende- til fjerdepladsen.

Yngste til at nå 50 Bundesliga-kampe

At Julian Draxler er en komet kan man ikke komme udenom, og hans meritter taler for sig selv. Se blot hvilke rekorder han indtil videre er indehaver af i sin relativt korte karriere:

- Yngste Bundesliga-spiller for Schalke
- Yngste tyske Champions League-målscorer
- Yngste spiller til at nå 50 kampe i Bundesligaen
- Næstyngste spiller der har startet en Bundesliga-kamp

Derudover har han allerede vundet den tyske Super Cup, den tyske pokalturnering, samt er blevet kåret til årets tyske U18-spiller i 2011.

Julian Draxler og landsholdet

Allerede i maj 2012 var der bud efter Julian Draxler på det tyske landshold. Den unge komet sad og passede sit skolearbejde, da landstræner Joachim Löw ringede og fortalte, at han gerne ville have Draxler med i træningslejren forud for EM i 2012. Draxler fik ikke en plads i EM-truppen, men i en alder af 18 år og 248 dage fik han debut på det tyske landshold, og siden da har han optrådt yderligere ni gange, med et enkelt mål til følge.

Julian Draxler lider dog under, at han dækker de samme pladser, som superstjernerne Mario Götze og Marco Reus. Derudover er der også konkurrence fra Lukas Podolski og Andre Schürrle, så Draxler skal kæmpe for, at få en plads i den endelige tyske VM-trup. De fodboldgale tyskere ville dog nok elske, at få Draxler med i truppen, og mon ikke at han også selv ville det? Han har i hvert fald taget det første skridt, da han er blevet udtaget til den 30-mand store bruttotrup.

Det læser brugerne på INDKAST lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER