Live – Mest populære fodboldnyheder

Morten Pedersen

Ny træneransættelse i OB kan blive afgørende for Troels Bech

Det er vigtigt for OB og Troels Bech, at de kommer til at ramme plet med ansættelsen af Thomas Thomasberg som ny træner.

Der sprang lidt af en bombe i Superligaen torsdag morgen, da OB meldte ud, at de havde valgt at fyre deres tyske træner Alexander Zorninger efter kun én kamp i den nye sæson. Godt nok tabte fynboerne den kamp på udebane mod Viborg, men det var egentlig ikke en så dårlig præstation af OB.

Meldingen fra den fynske klub ved fyringen gik da også på, at det var grundet ”samarbejdsvanskeligheder”, og selvom det langt fra var et optimalt tidspunkt at fyre tyskeren på, så var det måske alligevel ikke så overraskende endda.

Zorniger havde ellers stadig to år tilbage af sin kontrakt i Ådalen, og det er derfor også en dyr fyring for OB, men spørger man rundt omkring i krogene, var der nok heller ikke for alvor nogen, der havde troet, at den tyske træner ville holde alle de tre år, han skrev under på, da han kom til klubben.

Der er ingen tvivl om, at Zorniger er en træner, der slider på sine omgivelser. Han siger sin mening, også selvom det går imod klubbens retning. Det kunne man også se i et interview med Viaplay i forbindelse med Viborg-kampen, hvor han gik i rette med Troels Bech i et spørgsmål om indkommende transfers, som han også har en klar mening om, og han ikke mente, var sket hurtigt nok i OB denne sommer.

Troels Bech har et indgående kendskab til Zorniger, da de tidligere har arbejdet sammen i Brøndby, og så er det meget fair at spørge, om sportsdirektøren ikke burde have kendt den tyske træner godt nok til at vide, at der i hvert fald var en chance for, at det ville ende på denne måde.

De sidste to år har Troels Bech været sportsdirektør i OB, og han var derfor også manden, der ansatte Zorniger. Det gjorde han sidste sommer, hvor OB rykkede op i Superligaen igen efter en afstikker nede i 1. division. På det tidspunkt var Søren Krogh træner for klubben, og stod egentlig også til at fortsætte med op i Superligaen, men her valgte Bech at fyre Krogh og sætte Zorniger ind som ny træner.

Meldingen dengang gik på, at det var for at accelerere tingene i klubben lidt hurtigere, og den tyske træner fik lov til at sætte sin egen stab af folk også. Sæsonen var da også acceptabel for OB, der endte med at slutte på 8. pladsen i Superligaen sidste år.

Med ansættelsen af Zorniger satte Troels Bech også en klar retning. Det har helt sikkert været en træner, der har delt vandene, både udenfor banen men også blandt spillerne inde på banen. Han har heller ikke lagt skjul på, hvis han syntes, spillerne ikke har været gode nok. Den facon kan man som spiller enten elske eller hade.

Torsdag morgen måtte Troels Bech og OB så sande, at deres satsning på Zorniger ikke lykkes, og derfor valgte man altså den udvej at fyre ham. Senere på dagen kunne fynboerne allerede præsentere deres nye træner, som blev Thomas Thomasberg, der kommer med stor erfaring fra tidligere jobs i FC Midtjylland og Randers i Superligaen.

Det er også et pænt stort dansk trænernavn, og det bliver meget vigtigt for både Troels Bech og OB, at man rammer rigtigt med ham, især fordi det nu er anden gang, mens han har været sportsdirektør i OB, at Troels Bech fyrer en træner, og sætter en ny mand til at lede holdet.

Inden sæsonen gik i gang, meldte OB ud, at de har ambitioner om at slutte i top 6 i Superligaen i denne sæson, og den ambition har Thomas Thomasberg købt ind på med hans ansættelse som træner i klubben. Selvom OB ikke har været en del af det fine selskab i top 6 i en del sæsoner, så er der et stort pres i klubben internt og blandt fansene for, at man kommer tilbage i toppen af dansk fodbold.

Ansættelsen af Thomas Thomasberg som træner er ikke kun vigtig for OB i forhold til at komme med i top 6 i Superligaen, den er også meget vigtig for Troels Bech.

Det er anden gang, han fyrer en træner, og ansætter sin egen mand på posten. Hvis projektet med Thomasberg heller ikke kommer til at lykkes, kommer pilen nok til at pege lidt mere på ham selv i fremtiden også. Derfor er det meget spændende at se, hvordan det kommer til at gå på Fyn i den nærmeste fremtid.

Fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder

Live – Mest læste ishockeynyheder