Der har længe været en personlig hetz mod bestyrelsesformanden i Brøndby, Per Bjerregaard, der af mange fans er blevet beordret ud af klubben, og presset på Bjerregaard er bestemt ikke blevet mindre, nu hvor en gruppe aktionærer, der kalder sig Det Nye Brøndby, følger trop.
– Den nuværende bestyrelse har spillet fallit. Den har ført klubben ind i en fem år lang sportslig, økonomisk og organisatorisk krise af hidtil uset omfang, og det er på tide, at ansvaret bliver placeret, hvor det hører hjemme, siger Troels Johnsen, der er talsmand for gruppen, til Ekstra Bladet og fortsætter:
– Vores mål er helt enkelt. Vi ønsker, at der bliver indsat en ansvarlig og kompetent ledelse, så vi kan få brudt det nuværende magtdynasti. I realiteten er både aktionærerne og amatørmedlemmerne sat uden for indflydelse i dag. I stedet er det en lille gruppe mennesker med Per Bjerregaard i spidsen, der sidder med et jerngreb om magten. De har skabt deres egen klub i klubben, hvor de nu gennem årtier har haft held til at holde alle andre uden for indflydelse.
Ifølge Ekstra Bladet skal Det Nye Brøndby samle fem procent af aktiekapitalen, hvis projektet skal lykkes. I øjeblikket har de 219 aktionærer i gruppen 57.192 aktier, hvilket betyder en aktiemangel på 225.000 aktier, hvis de skal nå målet.






























