Live – Mest populære fodboldnyheder

Patrick Andersen

Norge tog 580 kilo mad med til VM – nu afviser kok rygte

Det norske landshold afviser en viral påstand om, at holdet ikke stoler på amerikansk mad. De medbragte fødevarer skal sikre kontinuitet og optimale præstationer under VM.

Det norske landshold har taget flere hundrede kilo mad med til VM i USA, men ikke af den grund, som sociale medier har fået det til at lyde.

Flere opslag har hævdet, at nordmændene ikke stoler på kvaliteten af amerikansk mad og derfor har medbragt egne fødevarer. Det afviser landsholdets chefkok Aron Espeland dog blankt.

Ifølge ham handler det om at skabe kontinuitet og give spillerne velkendte smagsoplevelser under en krævende slutrunde.

“Spillerne er vant til bestemte produkter og smage, og velkendt mad kan bidrage både til ernæring og generel trivsel under en krævende turnering,” siger Espeland.

Han understreger samtidig, at holdet har haft adgang til lokale råvarer af høj kvalitet i USA og kombinerer dem med norske produkter.

Norge har medbragt omkring 580 kilo mad, heriblandt 300 kilo norsk laks og ørred, 100 kilo hellefisk samt 180 kilo ost. Derimod har holdet ikke taget appelsiner med hjemmefra, selv om det også har floreret på sociale medier.

Det er langt fra usædvanligt, at landshold rejser med egne kokke og fødevarer. Både Argentina og Uruguay medbragte store mængder kød til VM i Qatar i 2022, mens USA ved VM i 2014 havde blandt andet havregryn, peanutbutter og steaksauce med.

Fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder

Live – Mest læste ishockeynyheder