Der opstod en usædvanlig situation under træningskampen mellem Newcastle og Bayer Leverkusen, da spillerne havde så svært ved at kende holdene fra hinanden, at Newcastle måtte skifte trøjer midt under kampen. Det skriver BILD.
Newcastle begyndte kampen i klubbens nye hjemmebanetrøje i hvid, sort og lyseblå. Problemet var, at Bayer Leverkusens udebanetrøjer ligeledes var domineret af hvid og lyseblå. Det skabte stor forvirring på banen, og flere spillere gjorde ifølge BILD dommerne opmærksomme på problemet.
Efter 23 minutter blev der fundet en løsning. Under en drikkepause hentede Newcastle et nyt sæt trøjer i omklædningsrummet, og hele holdet skiftede til klubbens lilla tredjetrøje. På det tidspunkt var Leverkusen allerede foran 1-0. Ibrahim Maza havde bragt tyskerne i front efter blot 44 sekunder.
Leverkusen-træner Carles Martinez erkendte efterfølgende, at problemet var tydeligt næsten fra første sekund.
“Det var godt, at trøjerne blev skiftet, og vi kunne også spille bedre bagefter,” sagde han ifølge BILD.
Bayer Leverkusen endte med at vinde kampen 2-1. Malick Thiaw udlignede for Newcastle kort før pausen, inden Victor Boniface scorede sejrsmålet i det 82. minut.






























