Manchester Citys Nigel de Jong var i søndagens 2-1 sejr hjemme mod Newcastle skyld i, at den energiske franskmand Hatem Ben Arfa brækkede benet, og nu må sidde ude i op til seks måneder. Kampens dommer Martin Atkinson skønnede i situationen, at de Jong ikke havde gjort noget galt, og lod spillet fortsætte uden en advarsel til hollænderen.
Newcastle har nu valgt at gå ind i sagen, og har skrevet et brev til FA, hvori de erklærer deres utilfredshed over for den voldelige Manchester City-spiller.
– Klubben har bedt FA om at lade retfærdigheden ske fyldest efter de Jongs takling, som efter klubbens bedømmelse var unødvendig og alt for voldsom, skriver Newcastle på deres hjemmeside.
De Jong er efter vanvidstaklingen blevet vraget af den hollandske landstræner Bert van Marwijk.






























