Kritikken fra medierne er nådesløs her dagen derpå, efter at FCK udspillede Panathinaikos i aftes i Champions League og vandt 2-0 på grækernes ellers frygtede hjemmebane.
– De græske medier skriver entydigt, at Panathinaikos var helt væk. Og at både træner Nioplias og spillerne lavede en lang række grove fejl, fortæller Vaios Tasoulas fra det græske sportssite prasinanea.gr til ekstrabladet.dk.
– Selv skriver vi, at Panathinaikos tabte helt fortjent til et bedre organiseret hold, der vidste præcis, hvad de lavede på banen, siger Tasoulas.






























