Et opsigtsvækkende opslag på X har sat gang i spekulationerne i FC København-kredse. En profil med navnet @moukiiiiis gik direkte i rette med journalisten Daniel Nøjsen Fallah, efter at han havde viderebragt ros fra Jacob Neestrup til den nye U19-angriber Giovanni Vianney.
Kommentaren var kontant og emotionel: “Before you write such bullshit, come and watch the training!!!”, og siden har spørgsmålet meldt sig: Er det i virkeligheden Youssoufa Moukoko, der står bag profilen?
Mistanken skyldes ikke mindst profilens oplysninger. Kontoen er oprettet via Tysk app store, men står nu som baseret i Danmark, et sammenfald, der passer på Moukoko, som har tysk baggrund, men i dag har sin hverdag i København. Samtidig minder brugernavnet tydeligt om angriberens efternavn, og kontoen blev oprettet i august 2025, kort efter hans ankomst til Danmark.
Der findes ingen officiel bekræftelse på, at profilen tilhører Moukoko, og hverken spilleren selv eller FC København har kommenteret sagen.
Sportsligt har Moukoko fået en blandet start i klubben. Han blev hentet i sommers for omkring fem millioner euro, og indtil videre er det blevet til otte mål på tværs af alle turneringer. Samtidig er konkurrencen i offensiven hård, og situationen omkring spilletid og hierarki følges tæt – også uden for banen.
Om profilen blot tilhører en engageret fan, eller om den faktisk styres af FCK-angriberen selv, står fortsat hen i det uvisse.






























