José Mourinho lægger ikke fingrene imellem, når han ser tilbage på sin første periode som cheftræner for Real Madrid.
Portugiseren vendte denne sommer tilbage til den spanske storklub, men i en ny Netflix-dokumentar fortæller han nu om den kultur, han oplevede, da han første gang ankom til Madrid i 2010.
Her bruger Mourinho blandt andet sine første samtaler med daværende anfører Iker Casillas som eksempel.
“De første tre gange, jeg talte med Iker Casillas, anføreren, var det første, han sagde til mig: ‘Jeg er kommet for at bede om mere ferie til landsholdsspillerne’,” fortæller Mourinho ifølge Cadena SER.
Det stoppede ikke der. Ved den næste samtale havde Casillas endnu et ønske.
“Anden gang, han talte med mig, bad han mig om at rykke træningen en time, fordi der var meget trafik i Madrid på det tidspunkt, hvor jeg ville træne,” fortæller portugiseren.
Den tredje henvendelse handlede om Real Madrids forberedelser på kampdage. Spillerne ønskede ifølge Mourinho ikke at tage på hotel inden kampene, men i stedet mødes på selve kampdagen og tage direkte til stadion.
De første oplevelser gjorde hurtigt et klart indtryk på den nytilkomne cheftræner.
“På kort tid indså jeg, at de var forkælede,” siger Mourinho.
Det var derfor ifølge portugiseren nødvendigt at indføre en hårdere linje i Real Madrid, der på daværende tidspunkt forsøgte at bryde FC Barcelonas dominans under Pep Guardiola.
Mourinho stod i spidsen for Real Madrid fra 2010 til 2013. Denne sommer vendte han tilbage til Santiago Bernabéu for sin anden periode som cheftræner for klubben.






























